Er det sandt, at muslimerne besatte, koloniserede og udnyttede lande på samme måde, som de vestlige lande gjorde?
Dette er en af Islams fjenders utallige beskyldninger, hvis formål er at rejse tvivl om Islam og forvirre de muslimer, der ikke kender deres egen historie.
Snarere vil vi her påvise, at de, som besatte, koloniserede og udnyttede med 'imperialistiske' motiver, netop er de moderne europæiske nationer, Ruslands diktatorer og De Forenede Stater, som nu prøver at bebrejde Islam deres egne fejl. Vestens erobringer resulterede altid i moralsk forfald, og de skabte kaos, konflikter og økonomisk forkrøbling. I dag er disse moderne erobreres arvinger som en fræk tyv, der bluffer husets ejer til at dække over tyveriet i hans eget hus ved at tilsvine Islam. Islam tillader ikke muslimer, hverken individuelt eller som gruppe, regering eller nation at udbytte landområder eller befolkninger, ej heller har muslimerne tilladt andre at gøre det, dér, hvor de har haft autoriteten.
På et tidspunkt, hvor Islams hære løb fra triumf til triumf, sagde khaliffen Umar: "Det, der passer mig bedst, er at leve som en af de fattigste blandt muslimerne," og det gjorde han. Han nøjedes med at ernære sig med nogle få oliven. Hvem ville sådan en khalif, der var overhoved for verdens supermagt, udnytte?
Efter et slag blev en muslim spurgt, om han ville tage sin dræbte fjendes ejendele. Han svarede: "Jeg deltog ikke i kampen for at få krigsbytte!" Han pegede på sin egen hals og tilføjede: "Det, jeg er ude efter, er at blive ramt af en pilespids her." Hvem sigtede muslimerne da mod at udnytte, når de på denne måde brændte for at få et martyrium?
I et andet slag kæmpede en muslim mod en af fjendens ledere, som havde dræbt mange muslimer, og muslimen sejrede. Den øverste befalingsmand kom forbi den døde, og kaldte på den soldat, der havde dræbt ham. Han ville ikke komme, men befalingsmanden kaldte igen højt og i Guds navn. Han kom, men han skjulte sin identitet ved at dække sit ansigt med en klud. Befalingsmanden spurgte den anonyme soldat, om han dræbte ham for Guds skyld, hvortil soldaten svarede: "Ja." Befalingsmanden tilbød ham derpå tusind dinarer for hans indsats. Soldaten nægtede at modtage pengene med henvisning til, at han jo netop havde handlet for Guds skyld. Da befalingsmanden derpå spurgte ham om hans navn, svarede han: "Hvad betyder mit navn for dig? Måske vil du fortælle vidt og bredt om dette, og på den måde vil jeg miste min belønning i det kommende liv."
Er det tænkeligt, at sådanne mennesker udnyttede andre og etablere kolonier over hele verden? De, der hader muslimer og Islam, har blot nået et så lavt niveau, at de kun kan se deres egen civilisations mørke.
Lad os undersøge, hvad imperialistisk udnyttelse faktisk er.
Imperialisme eller kolonialisme er en herskeform, hvor et land på afstand kontrollerer og styrer andre lande, deres ressourcer, deres handel og deres politik, for selv at blive rigere og mægtigere på bekostning af disse. Men udnyttelsesformen er ikke altid den samme. I verden af i dag kan vi inddele den således:
1. Total invasion og overherredømme, som for eksempel de europæiske bosættere i forhold til de amerikanske indianerne, de britiske bosættere i Australien i forhold til aboriginerne eller de jødiske bosættere i forhold til araberne i Palæstina. Denne form indebærer at tage et andet land med våbenmagt, stjæle indbyggernes ejendom, komme dem i reservater og i stedet at etablere eget ejerskab og egen suverænitet.
2. Militær besættelse, hvormed briterne for eksempel beherskede Indien. At invadere og underlægge sig en nation, styre dens indre anliggender og blande sig i alle funktioner med det formål at kontrollere landet og dets ressourcer og føre dem tilbage til moderlandet.
3. Indblanding og indgriben. At blande sig i et lands inden- og udenrigspolitiske affærer ved økonomisk og militært pres, åbent og skjult, som i tilfældet med 'tredje verdens' lande, som i dag manipuleres og kontrolleres af vesten.
4. Overførsel af intellektuelle. Dette er den mest snigende og på sigt den mest farlige form for imperialisme. Unge, intelligente og begavede mennesker bliver udvalgt til at få stipendier, så de kan modtage uddannelse i vesten, så at de kan blive medlemmer af forskellige loger og lobbyer og senere vende tilbage til deres oprindelseslande, hvor de kan yde indflydelse på landets administration, og derved ændre på det pågældende lands kurs. På denne måde er både lokale og udlændinge lænket til oversøiske udnyttere og placeret i vigtige positioner i statsadministrationen, og dermed er borgen erobret indefra.
I det 20. århundrede brugte de vestlige imperialister den sidste type i stor stil, og de er i dag utrolig indflydelsesrige. Uden at påkalde sig fjendskab hos det folk, de ønsker at underlægge sig, har de på ubesværet måde nået deres mål. I en eller anden grad er den islamiske verdens befolkninger i dag fanget i denne fælde, og bliver derved systematisk udnyttet og misbrugt.
Uanset hvilken form for imperialisme de er underlagt, så lider landene under et antal konsekvenser:
1. Gennem en varieret assimilationsproces bliver folkeslagenes egne kulturelle, sociale og økonomiske strukturer fjernet, og de kommer til at lide under identitetskrise og manglede selvstændigt fokus. De kender ikke deres fortid, og de kan derfor ikke frit forestille sig deres egen fremtid.
2. Entusiasmen for at støtte og udvikle deres eget land bliver kvalt. Mentaliteten er en imitation, som erstatter frihed, studier og nye opdagelser.
3. I deres afskårne og ødelagte tilstand lider befolkningerne under en dødelig afhængighed af udlændinge og alt udenlandsk. Selvstændigt tænkende mennesker gøres tavse gennem tomme fraser om 'udvikling, modernisering, civilisering' og så videre.
4. Alle staterne udhules gennem udenlandsk 'hjælp', som kun kan karakteriseres som en anden form for militant invasion. Det betyder massiv gæld, finansielt og kulturelt. Import og eksport og al økonomisk udvikling er under de udnyttende landes fulde kontrol (eller sanktioner).
5. Mens der ikke spares på anstrengelserne for at holde den store masse af almindelige mennesker nede i fattigdom, lever den herskende klasse i luksus. På denne måde ses følelsen af utilfredshed internt i samfundet, og det leder til konflikter og stridigheder mellem samfundsgrupperne, og gør dem evigt sårbare over for indflydelse og 'nødvendig intervention' udefra.
6. Fordi opfindsomheden og ånden i sindene således er stivnet, falder uddannelsesinstitutionerne let for imitation af fremmed tankegang, undervisningsformer og emnevalg. Industriproduktionen er helt tilpasset andre landes produktion, så den kun monterer allerede fremstillede varebestanddele.
Vi undrer os over, hvorvidt det virkeligt er rationelt og muligt at kæde den islamiske erobring sammen med det imperialistiske systems regler, der medfører så katastrofale følger.
For det første har Islam aldrig forårsaget den systematiserede flugt af mennesker fra deres hjem og fra deres lande, som den vi i dag ser fra vestens økonomiske kolonier. Ej heller har Islam forhindret, at mennesker kunne arbejde ved, som beskrevet, at lænke hele folkeslag på hænder og fødder. Islam har ladet mennesker forblive frie til at drive selvstændig handel, praktisere deres tænkning og deres tro og har under dhimmi[1]-lovene beskyttet dem på nøjagtig samme måde, som muslimerne selv blev beskyttet. De muslimske herskere og guvernører var elsket og æret for deres retfærdighed og integritet. Fred og lighed blandt mennesker blev sikret de forskellige samfundsgrupper imellem. Havde det været anderledes, ville de kristne i Damaskus ikke have samledes i deres kirker og bedt Gud om sejr for muslimerne imod det kristne Byzantium, der prøvede at generobre byen. Hvis muslimerne ikke var som beskrevet, hvordan kunne de have opretholdt fred og sikkerhed i disse lande igennem så lang tid? Husk at det var et rige så stort, at det tog seks måneder at rejse fra den ene ende til den anden. Man kan ikke andet end beundre de muslimske herskere og deres dynamik, når vi sammenligner dem med de herskere, vi kender i dag, som ikke engang kan opretholde roen og sikkerheden i et lillebitte land til trods for, at de har alle muligheder inden for transport, telekommunikation samt militærets opbakning vendt mod deres egen befolkning.
Der er stadig flere intellektuelle, som i dag værdsætter den dynamik i Islam, som i mere end 1000 år gav global suverænitet, og som danner det trygge grundlag for vor uendelige eksistens i det kommende liv. Vi hører flere og flere samstemmende sige, at dette skulle muslimerne tænke over, og at de skulle genetablere det. Alt imens muslimerne erobrede lande, erobrede de også hjerterne hos de folk, der levede i disse lande. Intet folk, der accepterede Islam, har nogen sinde bebrejdet, at de blev kulturelt underlagt de ankommende muslimer; en tydelig kontrast til det erobrende kristne Vesten. De tidlige muslimer vurderede potentialet i de lande, de kom til. De forbedrede og gav yderligere muligheder til de lokale lærere og videnskabsfolk, og opfordrede dem direkte til at fortsætte det, de var i færd med, da omvæltningen skete. Uanset hvilken religion disse tilhørte, respekterede muslimerne dem i samfundet. De gjorde aldrig noget af det, som amerikanerne gjorde imod de indfødte indianere, eller som franskmændene gjorde imod algerierne eller hollænderne imod indoneserne. Tværtimod, de behand-lede mennesker i de lande, de erobrede, som om de var fra deres eget folk, fra deres egen religion, og som om de var brødre.
Khaliffen Umar sagde til en ægyptisk kopter, der var blevet slået af en mekkaner af fin familie: "Gå hen og slå ham på samme måde, som han slog dig." Da Umar hentede nøglerne til Al-Aqsa moskeen i Palæstina, besøgte han de forskellige kirker og hilste på præsterne. En præst blev ved med at spørge ham, om han ikke ville bede i deres kirke, hvortil Umar svarede: "Nej, for du vil måske senere blive bebrejdet af andre kristne, at du lod Umar bede i kirken." Så gik han ud af kirken og bad på den bare jord udenfor.
Disse er blot nogle få eksempler, som viser, at muslimerne var fintfølende, tolerante og retfærdige overfor anderledes indstillede befolkninger. En så tolerant indstilling er ikke set hos noget andet erobrende eller samfund end netop det islamiske.
[1] Dhimmi: Betegnelsen for en ikke-muslim der har valgt at leve i dar-ul-Islam. Betegner samtidig den pagt som beskytter hans liv, ejendom og religiøse praksis, og fritager ham for militærtjeneste.
- Oprettet den .