Er menneskets intention tilstrækkeligt som frelse i det hinsides?
Profeten, fred være med ham, sagde: "Sandelig bag enhver handling er en intention, og mennesket vil kun belønnes for denne intention..." At have en intention er at have en målsætning, og det er samtidig en sindstilstand at indgå i en forpligtelse. At have en klar intention er at tydeligt vedkende sig de mål og aspirationer, man vil forfølge. Et valg: En intention indebærer at gøre det klart for sig selv, hvilken måde man vil leve på, og hvilke retningslinier man vil følge. Intentionen er kilden til al bevidst handling. Intention giver et individ ansvar for en given handling, det er grundlaget for viljen og kraften til at frembringe resultater.
Alt, hvad der relaterer til menneskets engagement og til verdens gang i almindelighed, er afhængigt af en eller anden form for intention. Uden intention er det umuligt at gennemføre noget.
Alting overføres sindet som en ide, der dernæst bearbejdes. Måske kan ideen realiseres som resultat af en lang og vedholdende stræben. Men uden den første oprindelige ide, gjort klar som en intention, vil selv et mindre projekt blive vanskeligt og sandsynligvis uden resultat. Uden vedholdenhed og vilje, som intentionen fokuserer, kan intet projekt gennemføres til sin endelige udformning.
Hvad angår gode og dårlige handlinger, så er intentionen den vigtigste. Kvaliteten af intentionen kan være den helbredelse, der overvinder enhver sygdom eller hindring. På samme måde kan den være den skjulte katastrofe, der tilintetgør ethvert resultat på et øjeblik. Nogle handlinger synes ubetydelige og små, men der kan ligge en kraftfuld intention bag dem, som kan virkeliggøre konsekvenser af store dimensioner, ganske lige som et enkelt korn et år senere kan afstedkomme en kæmpe høst. Men nogle anstrengelser, som ser store ud, kan blive til intet som resultat af en bagvedliggende dårlig intention.
Alle handlinger, som manifesteres med intentionen om at nærme sig Gud, ophøjer udøveren åndeligt, og den senere belønning bliver derfor også øget. Samme handling, uden intentionen om at tjene Gud, kan i bedste fald resultere i intet. Mennesket behager Gud gennem handlinger, der udføres med det formål at stræbe mod Hans påbud, eller at afstå fra Hans forbud. Det fører mennesket til det stadie, der i Koranen er beskrevet som Ahsani takviim. Hvis der derimod handles godt uden intention om at opnå Guds tilfredshed, så giver det ingen belønning og er intet værd.
Intentionen er således nøglen. Ved den rette anvendelse åbnes døren til evig lykke. Om det er dagligt, ugentligt eller månedligt man udfører en oprigtig handling kun for Gud, så er udmålingen af belønningen altid i henhold til intentionen i denne verden. Hvis denne nøgle ikke bliver anvendt korrekt, kan den allerede i denne verden forårsage ulykke.
Belønningen for at stå vagt for Gud ved det islamiske samfunds grænser (ribat) er lige så stor som for at bede i månedsvis. Også selvom man aldrig skulle komme i regulær kamp. I henhold til al logik betyder dette, at den mængde tid, man i dette liv har tilbragt med gode intentioner og handlinger, fører én belønningen nærmere, og al den tid, man har brugt på det modsatte, fører én straffen nærmere. Men evigheden er det endelige hvilested for både godt og ondt, og der er ingen tredje valgmulighed. Så evig belønning eller straf er lig med den kvalitet, der ligger i ens intention. Intentionen om at leve et liv i tro og retfærdighed i al evighed vil naturligvis resultere i evig lykke. På samme måde vil intentionen om at leve i fornægtelse, uret og fordærv resultere i en evig ulykke.
Hvis et menneskes hjerte til det sidste øjeblik har været fyldt med intentionen om at tjene Gud, og det blev givet chancen for at leve i endnu 100 år, vil vedkommende givetvis leve et liv i underkastelse og lydighed overfor Gud. Netop fordi vedkommende ønsker dette, vil intentionen herom blive accepteret og belønnet i henhold til dette.
"En troendes intention er mere gavnlig end hans handlinger." (Madjma al-Zawaid, 1.69; 1.109)
I samme grad vil en vantro, som har som intention at leve i fornægtelse og forkastelse af Gud, hvis han blev givet chancen for at få forlænget sit liv, leve på samme måde som tidligere, og en vantro vil blive belønnet evigt for sin intention i lighed med den troende, men hvilken forskel på slutresultatet! Himmel eller helvede er således en sag for den enkelte, afhængig af intentionen.
Dette gælder også for satan, der vildleder og frister mennesker. Satan angriber både individuelle mennesker og hele folkeslag med sin giftige hvisken i deres hjerter, og han fryder sig, når det lykkes ham at plante misundelse og ond vilje af enhver slags. Menneskets åndelige evner prøves, når han skal modstås. På samme måde som cellerne vækkes, når de skal bekæmpe en infektion i kroppen, på samme måde styrkes ånden, når mennesket søger ly hos Den Almægtige mod satans hvisken. Dermed får menneskene langt mere ud af satan end den skade, han kan forvolde. Enhver prøvelse af ånden styrker dens opmærksomhed til at modstå satan med bevidst kraft. Ånden bliver mere målrettet, mere hengiven samt mere gennemtrængende og kraftfuld, når der er fare på færde. Det er gennem sådanne prøvelser, at ånden ophøjes og tro udskilles fra vantro. Men trods dette får satan ingen belønning for de gode ting, han som sådan afstedkommer, netop fordi han ingen intention har om godt. De mennesker, der drager fordel af hans bedrag, afkaster ingen belønning til ham, fordi han ikke ønsker det gode. Hans intention er at bortlede mennesker fra Gud ved at så mistro, arrogance og hævngerrighed. Derfor er han for evig forbandet.
Gud sagde til Satan: "Hvad forhindrer dig i at bøje dig (for Adam), da Jeg befalede dig det? Han sagde: 'Jeg er bedre end ham. Du har skabt mig af ild, medens Du skabte ham af ler'. (Gud) sagde: 'Gå da bort herfra, thi det er dig ikke tilladt at hovmode dig her. Gå da ud, thi du skal visselig være blandt de ydmygede'. Han sagde: 'Giv mig udsættelse til den dag, de oprejses'. (Gud) sagde: 'Du skal visselig være blandt dem, der har fået udsættelse'. Han sagde: 'Fordi Du har fordømt mig som vildfaren, så vil jeg visselig ligge i baghold efter dem på Din Lige Vej'." (Sura al-Araf 7:12-16)
Efter sin arrogante og misundelige lydighedsnægtelse valgte satan yderligere at trodse og gøre oprør. Hans intention om at lede mennesker bort fra den rette vej er begyndelsen til menneskets aldrig afsluttende kamp.
I bund og grund er intentionen næsten alting for den troende. Den kan ophøje selv hans vanehandlinger og medføre, at hans liv bliver frugtbart. Det er indholdet og kvaliteten af intentionen, der åbner dørene til velsignelser og evigt liv. Og det er også intentionen, der forårsager evig fortabelse og straf. Handlinger bliver værdige gennem de intentioner, der ligger bag dem, så handlinger bør kun bedømmes ud fra intentionerne, der har forårsaget dem. Profeten, fred være med ham, sagde: "Sandelig bag enhver handling er en intention, og mennesket vil kun belønnes for denne intention." (Bukhari, Bad' al-Wahy 1, Muslim, Imara 155 samt Abu Dawud, Talaq 11)
- Oprettet den .