Hvorfor skabte Gud universet? Var Han nødt til det? Og hvorfor gjorde Han det så sent i stedet for tidligere?
Først og fremmest må det igen pointeres, at mennesket opfatter tingene og formulerer sine holdninger ud fra et begrænset menneskeligt perspektiv. Vi, mennesker, handler ud fra egne behov og ønsker - vi starter på noget, enten fordi vi har et behov for at gøre det, eller simpelt hen af omstændighederne blevet skubbet i den retning. Med vores primitive synsvinkel tror vi, at Gud gør som vi, eller at Gud handler ud fra samme motiver eller udgangspunkter som os. Så når det ovenstående spørgsmål skal besvares, er det vigtigt at forstå, at Gud er helt fri for behov eller ønsker. Som sagt er sammenligning umulig, når vi taler om Gud.
Hvem er det, som er foruroliget omkring skabelsen? Hvem ønsker lykke ved at få en andel af verdens løn, og at bruge midlerne på den måde, man mest ønsker sig? Kun mennesket har disse bekymringer. Det er de færreste mennesker, der sørger over at være en del af denne verden. Kun omkring livets vanskeligste omstændigheder hører man sådanne udtalelser. De fleste mennesker er snarere taknemmelige over at være kommet ind i denne verden, og over at være her som mennesker. Hvordan skal vi så kunne beskrive de troendes lykke? De gør sig umage for på en gang at forberede deres frøs spiring i det kommende liv, og samtidig deres egen og deres elskedes lykke i denne verden. Efterhånden som de troende finder nøglerne til ultimativ succes i det kommende, opstår tilfredsheden i det nærværende og daglige liv også - trængslerne fylder derfor ikke så meget i denne større og mere rummelig helhed. At vi er bevidste om de mange forskellige glæder, der gives os i menneskelivet, får os til at reagere med hjertelig taknemmelighed over at være kommet ind i denne verden.
Uanset om vi kigger på planteriget eller dyreriget, er alle kunstformer i skabelsen af dette univers blevet anvendt. På mange niveauer ser vi en endeløs række af kunstværker, der udstilles for os, for at vi gang på gang skal betragte dem og reflektere over dem. Landskabers skønhed med deres forskelligartede udsmykninger og de begivenheder, som vedvarende udfolder sig, er alt sammen realiteter både for sanser og sind. Tværs gennem mangfoldigheden gøres muslimerne konstant opmærksomme på, at der er Èn, der får tingene til at ske. Vi kommer til at kende Al-Qadir, 'Den Som Handler', gennem de handlinger, Han forårsager, og derigennem får vi kendskab til Hans Navne og Egenskaber. Gennem hjertets kanal og ved hjælp af tilbedelse tilflyder der os viden og erfaring om, hvem Gud er. Efterhånden som vores stræben mod at kende Ham øges, løftes vores væsen. Disse ting sker på grundlag af vores forståelses- og erkendelsesniveau på et indre plan.
Overvej følgende: En stor billedhugger kan frembringe den mest levende og udtryksfulde statue af en rå sten. Men vi anerkender ham ikke som billedhugger, før han afslører sit talent i en statue. Vi kan kun se og vurdere billedhuggerens talent igennem kvaliteten af hans værk. Ethvert potentiale stræber efter at afsløre sig selv - at afsløre sit indre ved at lade det antage en ydre form. Hvor der i skaberværket findes et indre potentiale, vil det altid åbne sig for at blive kendt. Dets ydre form dækker over en indre realitet, ligesom et frø, der spirer og vokser til en plante, og et foster, der bliver til et barn, som bliver til en voksen og så fremdeles. Vores tilskyndelse til at vise, hvad vi kan for at blive anerkendte, er på en måde en svaghed, fordi alt, hvad vi kan præstere, kun er en skygge af det, vi i vores indre virkelighed har at byde på. Uanset at Skaberen kan manifestere, hvad Han end vil, så må det ikke glemmes, at hverken den ene eller den anden manifestation i sig selv er den bagvedliggende essens. Så Gud har i skabelsen af universet taget udgangspunkt i Sin egen fejlfri essens og universet rummer en refleksion af Skaberens fuldkomne Egenskaber, men med én markante reduktion: Universet, som en skabt enhed, kan aldrig selv blive Den Skabende Enhed. Billedhuggerens statue hugger ikke nye statuer til galleriet.
Menneskets kendskab til Skaberen øges via de begivenheder, Han forårsager, idet Hans Navne og Egenskaber reflekteres i de årsagssammenhænge, der eksisterer i universet. Men det er urealistisk at håbe på fuld indsigt i Guds Egenskaber, idet vores evne til at opnå viden er som sagt begrænset af vores menneskelige natur. Selve den menneskelige kapacitet til viden har på ingen måde proportionen til fuld indsigt i Skaberens Egenskaber.
Alle de kunstformer, der findes i universet fortæller, med hver deres sprog tusindvis af Guddommelige Navne. Hvert eneste af de Navne, som er nedfældet i skaberværket, viser os vejen til at kende Egenskaberne i det Væsen, der ene og alene er Skaberen. Vores hjerter vækkes og stimuleres gennem de tegn og meddelelser, denne skjulte Skaber præsenterer os for igennem vore sanser.
Via variationen og skønheden i skaberværket bevidner Skaberen Sig Selv grundigt for os. Han viser os Sin uovertrufne storhed ved den orden og harmoni, der hersker i universet. Gud viser os Sin vilje og storhed ved at give os det hele som en gave, inklusiv vores hjerter og sinds hemmeligheder, ønsker og længsler. Han viser os Sin store gavmildhed, barmhjertighed og omsorg. Sådan strømmer altings lys gennem vores intellektuelle prisme og danner en større og mere mangfoldig forståelse; som bevidste væsener vækkes vores beundring og forundring, og vi oplever taknemmelighed over de jordiske og himmelske domæner, der er lagt indenfor vores rækkevidde. Det er som, når en kunstner fremviser sit talent ved at udstille sine kunstarbejder. Men Skaberens tilfælde af skabertalent er dog hævet over alle andres, da Han har de evner og talenter, der har frembragt selve universet.
Dette leder os til det næste spørgsmål: "Hvorfor skabte Gud universet på dette tidspunkt og ikke tidligere?" Men spørgsmålet er i virkeligheden: "Hvad menes der med 'dette tidspunkt og ikke tidligere'?" Begrebet 'tidligere' relateret til uendelighed - før skabelsen af tidsbegrebet - giver ingen mening. Ingen tidsmæssig periode, det være sig 1 år eller billioner år, giver mening i forhold til uendeligheden. Tid kan ikke opfattes indenfor tidløshed - kun Gud er uendelig og derfor kan uendelighed kun opfattes af Ham. Så hvis 'tidligere' betyder 'tidligere end uendeligheden', betyder det tillige tidligere end tidløshed, hvor der kun findes Hans væsen og væren. Gud kan kun tilhøre Sig Selv, og uendelighed har kun én virkelighed i sig, nemlig Hans Eksistens, som ikke kan rummes af noget andet.
Vi gentager Profetens lignelse om den lille skammel, der står foran Guds Trone. Størrelsesforholdet mellem denne lille skammel foran Tronen og Tronen selv, er det samme størrelsesforhold som en fingerring kastet i ørkenens sand i forhold til hele ørkenens størrelse. Hvordan skulle det være muligt for os at fatte Tronens størrelse, når den, i forhold til skamlen, er lige så stor som hele det univers, vi kender, er i forhold til ørkenen? At gå videre til at tale om Guds størrelse, essens, natur eller oprindelse giver ingen mening.
Der er mange ting, der for os tjener til at spejle Hans væsen og handlinger. Men Gud kendte Sig Selv før eksistensen af ting, da de endnu ikke var bragt ind i den fysiske dimension. Uden behov for noget som helst kender Gud Sig Selv, Sine Navne og Sine handlinger. Han ser Sine handlinger i samtlige sfærer, uanset om det er Hans Egenskabers Navnes sfære, eller det er i den fysiske verden. Fra det mindste atoms mindste bestanddel til alle atomer i eksistensen i selv de mest komplekse kombinationer, så kender Han dem, og Han kender Sig Selv og gør Sig kendt over for sine bevidste tjenere ved manifestationen af sine Guddommelige Navne. Hans uendelige og udelelige viden er grundlaget for Hans kendskab til Sig Selv, på alle de mange måder og i alle de mange sfærer hvor Hans manifestation er tilstede, og de ændres aldrig. De af Hans egenskaber, der er beskrevet som negative Egenskaber, handler om det negative set i forhold til vore begrænsninger, som ikke berører Gud, Der er uden grænser og uden behov - Han behøver hverken føde eller søvn, tid berører Ham ikke, Han er fri af alting.
I vores nuværende begrænsede tilstand indser vi, at det er Ham, Der vedvarende sætter dagsordenen og gør tingene til realiteter foran os, og vi må følge som budt. Vi ved ikke, hvad der er foregået i en fjern fortid, eller hvad der vil ske i en fjern fremtid. Dette til trods for alt vort avancerede moderne udstyr. Vi mennesker kan endnu ikke fatte universets dybder, vi kan end ikke fornemme dets fysiske udstrækning. Og hvad angår det liv, der venter os efter dette liv, kender vi endnu mindre til. Foran så stort et mysterium som døden, kan vi kun sige: "O Ma'aruf, vi har ikke haft mulighed for at kende hverken Dig eller Dine gerninger særlig godt, så tilgiv os!"
- Oprettet den .