Hvordan kan det være, at Islam, en religion åbenbaret af Gud til menneskehedens bedste, tillader slaveri?
Der er både historiske, sociale og psykologiske dimensioner i dette spørgsmål. For det første er det nødvendigt at huske, hvorfor slaveriet som institution vækker en sådan afsky hos os. Vore indre billeder af mishandlede slaver fra det gamle Ægypten og Rom hensætter os i væmmelse og overgås kun af den ufattelige udnyttelse, som fandt sted i den mere 'moderne' tidsalder, da de vesteuropæiske lande indfangede afrikanerne og fragtede dem over havene til andre verdensdele, pakket i specialbyggede skibe, hvor de blev opbevaret værre end kreaturer.
Disse slaver blev tvunget til at ændre deres navne, deres sprog, deres religion og hele kultur. De fik ikke engang lov til at beholde så meget som håbet for at opnå friheden igen. De blev pålagt ufatteligt hårdt arbejde. Det er vanskeligt at forstå, hvordan noget menneske kan behandle et andet menneske sådan. Der mangler absolut ingen dokumentation for, at dette fandt sted. De hvide slaveejere havde fuld hånd og halsret over deres slaver, og de kunne gøre lige, hvad der passede dem, myrde dem om de ville. Slaveejeren kunne sælge dem, spærre dem separat inde, alt efter hans luner eller hvad hans økonomiske situation bød ham at gøre.
Efter århundreder med disse uhyrligheder var de europæiske lande blevet verdens rigeste. Dette netop ved udnyttelse af fremmede landes ressourcer, bomuld, sukker, kaffe og mennesker. Da dette grundlag for verdensherredømmet var opnået, afskaffede de slaveriet, først som handel og siden helt. Mens de gratulerede sig selv over denne udvikling, sikrede de kompensation til slaveejerne, men ikke til slaverne. Med andre ord; de ændrede på deres praksis, men ikke på den holdning de havde over for deres medmennesker, som var ofrene for slaveriets tyranni. Det var ikke længe efter denne afskaffelse af slaveriet, at europæerne militært besatte og kolonialiserede hele Afrika og andre verdensdele, hvorfra de før havde taget slaver. Eftersom europæernes holdning mod de kolonialiserede befolkninger ikke havde ændret sig med afskaffelsen af slaveriet, blev de stadig betragtet som mindreværdige, hvilket satte dem i en tilstand, der ikke var meget bedre end slaveriet selv. Husk, at man på museer i Europa udstillede udstoppede Afrikanere i antropologiens 'hellige' navn. Disse udstillinger var end ikke foretaget af de værste blandt dem, men snarere af de såkaldt bedste 'videnskabsmænd' og 'humanister'. Samtidig gjorde den vestlige verden disse lande dybt afhængige, både socialt, økonomisk og politisk.
Kort sagt; det er ikke slaveriet selv, der indgiver os denne uvilje, men snarere den bagvedliggende holdning af umenneskelighed. Selv om institutionen ikke længere findes, så gør holdningen det, og på denne måde er man, hvad angår medmenneskelighed, ikke nået ret meget længere. Datidens slaveri er borte, men kolonialismens økonomiske og sociale gæld er stadig så godt forankret, at der reelt er tale om en ny og mere raffineret form for slaveri. Inden vi går videre til den islamiske form for slaveri, lad os da kaste et blik på noget, der selv blandt europæere vækker hukommelsen, nemlig navnet Harun al-Rashid, en af de største khaliffer, der herskede over muslimerne - denne mand var søn af en slave. Og han er langt fra det eneste eksempel på slaver, der blev statsmænd. Mange af de ottomaniske vizirer stammede fra slaver. Dette viser den form for frihed og de muligheder, der ligger i det islamiske slaverisystem.
I stedet for at forbyde slaveri og dermed skabe socialt kaos, overtog og forandrede Islam slaveriet indefra. I modsætning til europæerne ændrede Islam på herskerens grundholdning over for den slavebundne. I adskillige vers fortæller Koranen os, at alle mennesker er efterkommere af ét menneskepar. At ingen er nogen anden overlegen uanset race, nation eller social position. Fra profetens lære, fred være med ham, bør muslimerne arve denne indstilling og følge det både i lovgivning og i social adfærd.
"Hvem som helst, der dræber sin slave, skal selv blive dræbt. Hvem som helst, der indespærrer sin slave og sulter ham, skal selv indespærres og sultes. Hvem som helst, der kastrerer sin slave, skal selv kastreres." (Abu Dawud Diyat 70, Tirmidhi Diyat 17, Al-Nasai, Qasama 10-16)
"I er sønner af Adam, og Adam blev skabt af ler." (Tirmidhi Tafsir 49/Manaqib 73, Abu Dawud, Adab 111)
"I skal vide, at ingen araber er en ikke-araber overlegen, og at ingen araber er nogen anden araber overlegen, og ingen hvid er overlegen i forhold til nogen sort, og ingen sort er overlegen i forhold til nogen hvid. Overlegenhed ligger kun i retskaffenhed og størst gudsfrygt." (Ibn Hanbal, Musnad 411)
På grund af disse påbud blev både slaver og fattige behandlet med værdighed og respekt af de personer, der selv nød høj status, værdighed og respekt.
Modsat verdslige civilisationer krævede Islam, at slaver i omtale og omgang blev behandlet inden for rammerne af et universelt menneskeligt broderskab. Kaliffen Umar udtrykte sin respekt for slaven Bilal ved at sige: "Mester Bilal, som Mester Abu Bakr satte fri." (Bukhari, Fada`il al-Sahaba, 23)
Endvidere udtalte profeten: "Jeres tjenere og jeres slaver er jeres brødre. Enhver, der holder slaver, skal give dem føde og klæde som hans egne. Og giv dem ikke arbejde, der overstiger deres evner. Hvis I er nødt til at give dem hårdt arbejde, vil jeg råde jer til at hjælpe dem. (Bukhari, (Iman, 22) (Adab, 44) Muslim, (Iman 38-40), Abu Dawud (Adab, 124))
"Ingen af jer bør sige: 'Denne er min slave', eller 'Denne er min slavinde'. Men sig hellere: 'Denne er min søn' eller 'Denne er min datter'." (Ibn Hanbal, Musnad 2:4)
Derfor var det, at Umar, den anden khalif, og hans tjener skiftedes til at ride, da de var på vej for at overtage ledelsen af Al-Aqsa Moskeen. Uthman, den tredje khalif, fik sin tjener til offentligt at trække sig i øret, fordi han havde trukket slaven i øret. Abu Dhar lod på samme måde sin indstilling vise ved at lade sin tjener bære halvdelen af sin klædedragt, mens han selv bar den anden halvdel. Gennem disse få eksempler er det de efterfølgende generationer oplyst, hvordan indstillingen skal være, og muslimerne har således lært et adfærdsmønster overfor slaver og tjenere. Alle har menneskeværdighed, uanset rang. Vi har alle præcis den samme behov for respekt, værdighed og retfærdighed.
Denne konstruktive og positive behandling havde naturligvis en gensidig positiv effekt mellem slaverne og deres herskere. I forhold til familiemedlemmer og andre i husholdningen havde de en tryg stilling. De kunne beholde deres menneskelige værdighed, som var den en selvfølge. Når disse slaver blev frie af deres forhold, ønskede mange af dem at blive sammen med deres tidligere ejere, som tilfældet var med Zaid bin Harith, der blev stillet fri af profeten, men som ikke ønskede at rejse bort. Den broderskabsfølelse, der fandtes mellem slaven og hans ejer, blev underbygget af, at slavens sociale status sås som en midlertidig tilstand - en tilstand, der kun havde overfladisk betydning og var knyttet til øjeblikket. Der var ikke plads til hverken misundelse eller vanrøgt. Strenge regler og love fastholdt denne tilstand: Der blev pålagt sanktioner, hvis ikke slaveejeren udviste korrekt adfærd over for sin slave. Og det var også muligt for slaven at tjene egne penge og have ejendomsret uafhængigt af sin herre, og at have sit eget private familieliv med alle de rettigheder og forpligtelser, det gav.
De islamiske love giver håb for slaven om, at han en dag kan stilles fri, fordi menneskets frihed ved Guds forordning er den almindelige norm blandt mennesker. Sker der så en forrykkelse fra denne norm, regnes det for en af de største fortjenester hos medborgeren, hvis han er medvirkende til at genoprette den 'oprindelige orden'. Hvis man sammen med en anden person ejer en slave, er det at frigøre sin halvdel lig med at få sine egne lidelser i det kommende liv reduceret til halvdelen. Og at frigive en slave helt er beskrevet som selv at blive sikret med hele sin krop i det kommende liv. En af de ting, der kunne rejse Islams krigsbanner, var at befri trælbundne folkeslag. Muslimerne blev gennem deres tro opmuntret til at indgå kontrakter og overenskomster i deres egne samfund, så slaver kunne blive frie enten gennem egen arbejdsindsats eller ved simpelt hen at aftale en tidsperiode på slavernes vegne, f.eks. at slaven var fri, når hans herre døde. Det var i det tidlige islamiske samfund en dyd at frikøbe slaver for at opnå Guds velbehag og investere i en plads i paradiset.
At frigøre en slave var én måde at opnå Guds gunst. En anden var, at man ved at frikøbe en slave kunne få slettet forsømmelser i sin tilbedelse, som ellers ville have medført straf i det næste liv. Dette gjaldt, hvis man for eksempel brød et løfte eller havde bedt sine bønner ukorrekt eller afbrudt sin faste. I Koranen pålægger Gud den person, der ved et uheld dræber en troende, betale erstatning til afdødes familie og frikøbe en slave. Disse og mange andre foranstaltninger i den islamiske shari'a medførte, at der var en vedvarende overførsel af mennesker fra slaveri til frihed, og disse indtog herefter deres plads i samfundet som alle andre. Både offentlige og private midler blev sat ind på at frikøbe slaver. Frikøbelse af slaver er en af de otte Koranisk definerede anvendelser af zakat[1].
Det er sandt, at Islam søgte at begrænse slaveriet og få slaverne indsluset i samfundet som almindelige civile borgere, at slaverne i mange tilfælde hurtigt opnåede høj rang og status. Men hvorfor blev slaveriet ikke bare forbudt ligesom hasardspil, alkohol eller prostitution?
Historisk måtte de landområder, der blev overvundet i krig, acceptere, at deres folk blev taget som krigsfangere. Efterfølgende var der fire muligheder at gøre:
1. At dræbe dem.
2. At holde dem fangne og tage sig af dem i fængsler.
3. At tillade dem at vende tilbage til deres eget folk.
4. Eller at distribuere dem blandt muslimerne som en del af krigsbyttet.
Den første mulighed kan nemt afskrives som en barbarisk løsning. Den anden mulighed var ikke praktisk anvendelig overfor større antal mennesker undtagen i en kortere periode for senere efter krigen at udveksle dem med eget tilfangetaget folk. Det var også kendt, at mange fangere under krigen skiftede side efter at være blevet godt behandlet i fangenskab hos muslimerne. I en krigssituation var den tredje mulighed udelukket. Herved har vi kun en mulighed tilbage - nemlig den fjerde. Med de love og den norm profeten havde etableret, var det faktisk en situation, der kan sammenlignes med en rehabilitering af krigsfangere.
Slavere i private hjem havde mulighed for at stifte bekendtskab med Islam i praksis. Muslimernes næstekærlige indstilling og venlighed kunne omvende disse mennesker til Islam. Mange af de rettigheder, almindelige borgere havde, havde slaverne også, og ultimativt var der megen sandsynlighed for, at de ville få deres frihed til sidst. Sådan gik det for tusinder, og det blev en sunna, en Islamisk adfærd, på dette felt. På denne måde er store personligheder kommet det islamiske samfund til gode. Mennesker som Nafi, der var lærer for Imam Malik, og Tawus bin Qaisan er kun to berømte personer blandt mange. I Islam var det nærmest reglen, at det at være i bånd kun var en midlertidig tilstand, modsat den vestlige civilisations standard, hvor slaveriet gik videre generation efter generation under nedværdigende forhold i en ulykkelig spiral af håbløshed. Disse slaver havde intet håb om at undslippe deres ulykkelige omstændigheder. I modsætning hertil havde slaverne under islamisk lov adgang til civilisationens hovedstrøm på lige fod med alle andre, og de var ligeværdige skabninger under den samme Gud. De blev ikke hængende i yderkanten af samfundet som f.eks. i Nord- og Sydamerika, hvor de naturligt danner sub- eller antikulturer og til stadighed nedværdiges af det dominerende samfund. De er totalt afhængige af, til trods for deres isolering, dette samfunds velstand og værdier.
Nogle vil spørge om, hvorfor muslimerne ikke bare etablerede et system, som satte slaverne fri, når muslimerne efter at have vundet store sejre sad så fast i sadlen. De kunne vel have ligestillet alle mennesker, uanset om de var krigsfangere eller ej?
Svaret hertil er, at det islamiske samfund løste problemet i realistiske skridt. I takt med at samfundene blev reformeret af Islam, blev den samlede befolkning udviklet spirituelt og socialt ved at leve side om side med hinanden. Da Abraham Lincoln officielt afskaffede slaveriet i Amerika, var de fleste slaver igen nødt til at vende tilbage til deres tidligere ejere, fordi de psykologisk set ikke var rustet til at træffe deres egne valg - de havde allerede tilvænnet sig slavetilværelsen og kunne ikke nyde deres rettigheder. Dette undgik man i Islam.
Slaverne fik mulighed for at udvikle sig sammen med den muslimske befolkning i det område, de var slaver i. De lærte at elske friheden, og de lærte at være nyttige borgere i samfundet, alt imens processen frem mod deres frihed udviklede sig til den endelige fuldbyrdelse. Efterfølgende udfyldte de pladser som bønder, kunsthåndværkere, lærere, kommandanter, guvernører, ministre og premierministre i samfundet. Islam søgte gradvist at afskaffe institutionen 'individuelt slaveri', og forsøgte sig aldrig med 'nationalt slaveri'. Derfor beder jeg som muslim Gud om, at trælbindingen og fjernkolonialiseringen må bringes til endeligt ophør, så disse folkeslag kan komme til at opleve sand frihed.
[1] Zakat: En af islams fem søjler. Ordet oversættes ofte med almisse, men oversættelsen er ikke helt korrekt. En gang om året skal muslimer, der besidder ejendom svarende til mindst 80-90 gram guld betale en del af denne i zakat, dvs. overdrage den til fattige og trængende. Zakat er en obligatorisk religiøs pligt og betales sædvanligvis ved Ramadanens afslutning.
- Oprettet den .