Hvordan bør vi reagere, når forskning og den moderne videnskabs resultater viser sig at være i overensstemmelse med Koranen?
Det moderne menneske forholder sig til videnskabens målbare fakta, og bruger disse som briller til at måle alle begivenheder, selv religiøse spørgsmål. For at imødekomme moderne mennesker, som har behov for beviser, søger muslimerne i dag derfor at finde bevis for Skaberens eksistens og enhed i videnskab. Som vi netop har påvist, ser vi, at Koranen indeholder informati-oner om tingenes beskaffenhed, der ikke strider mod menneskets videnskabelige søgen. Blot vi studerer vores legemes opbygning og udvikling, er det næsten umuligt ikke at komme til at tro på en Skaber.
Koranens beskrivelser af fosteret korres-ponderer så nøjagtigt med det, vi i dag ved om fosterudvikling, at den moderne videnskab ikke har et eneste punkt i disse beskrivelser at kritisere, selvom de dateres mere end fjortenhundrede år tilbage. Kun ved hjælp af røntgenstråler og andre udviklede virkemidler har man kunnet konstatere, hvordan disse vers og videnskab passer sammen. Ingen af disse ting kunne være nået til menneskehedens kendskab, hvis ikke Bogen var af Guddommelig oprindelse. Dette bekræfter også Muhammad som profet, fred være med ham.
Koranens mirakuløse oprindelse og Dens videnskabeligt faktuelle indhold har vi allerede diskuteret, så vi kan nu beskæftige os med, hvorfor vi i det hele taget forholder os til noget viden-skabeligt, når vi forklarer Islam. Årsagen er, at visse mennesker ikke vil acceptere andet end videnskabelige fakta. Materialister og andre modstandere af religion har forsøgt at udnytte videnskaben til egne politiske formål, det vil sige at miskreditere og derigennem nedgøre religion for at sprede deres tanker via den kultiske prestige, der har været omkring videnskab og forskning i det 19. og 20. århundrede. Mange mennesker har derved fået deres åndelighed svækket eller stækket, og derfor må vi anvende det samme materiale til at påvise, at videnskab og teknologi ikke er i modstrid med Islam. Gud har lovet os, at Koranen vil være en vejledning, en redegørelse og en forklaring til os indtil dommedagen[1]. I modsætning til Marx, Engels, Lenin og deres ligesindede materialister i dag, som evaluerede tingene med deres egne ideer som målestokke og derved røg af sporet, må vi følge den modsatte vej, der vil lede menneskene tilbage på vejen. Jeg har personligt ingen problemer med denne form for argumentation. Tværtimod mener jeg, at muslimerne bør være velorienterede om videnskabelige informationer, så de kan afvise argumenterne og tale ateisme og materialisme imod. Koranen tilskynder os til at reflektere over verden, studere og lære fra os. Som muslimer er vi nødt til at observere stjernerne, fordi de imponerer os og viser os Skaberens storhed. Ligeledes bliver vi tilskyndet til at vandre blandt mennesker og påvise det mirakuløse i den fysiske skabelse i det hele taget. Fra mennesket for første gang satte foden på jorden og til det øjeblik, det forlader den: Koranen klarlægger hele skabelsen for øjnene af os og berører de mængder af realiteter, som omgiver os:
"Har du ikke set, at Allah sender vand ned fra himlen. Så frembringer Vi derved frugter af forskellige farver. Og i bjergene er der striber, røde og hvide, af forskellige farver og (andre, som er) ravnsorte. Og blandt mennesker, og de vilde dyr og kvæget, er der også forskellige farver. Kun de af Allahs tjenere, som besidder viden, frygter Ham." (Sura al-Fatir, 35:28)
"Har du ikke set..." Sådan bliver vi direkte opfordret til at søge viden inden for blandt andet geologi, botanik og zoologi og reflektere over denne viden. Men denne søgen skal have direkte udspring i Koranens ånd. Hvis vi ikke får dette sidste med, så vil vi komme til at fare vild, alt imens vi går rundt og tror, vi gør det rigtige.
Videnskaberne og deres empiriske sandheder kan og bør anvendes til at udbrede Islams sandhed. Men hvis vi i stedet bruger sandhederne til at vise os selv frem og søger myndighed og berømmelse med dem, så vil vi skubbe de mennesker, vi møder, fra os. Ord og argumenter mister deres kraft og lys, når intentionen bag dem ikke kommer direkte fra hjertet. Ordene rammer i så fald kun trommehinder og intet andet. Eller hvis vores argumenter handler om at bringe tilhørerne til tavshed i stedet for at få dem til at åbne sig og reflektere, så har vi heller ikke nærmet os vort mål. Hvis vi på den anden side i fuldstændig oprigtighed opfordrer dem til tro, så vil de modtage deres egen del af denne oprigtighed, også selv om vi ikke selv er opmærksomme på, at de gør det. Til tider bliver resultatet af et oprigtigt fremsat argument langt større end andre gange, hvor man taler mere flydende og uhindret, men hvor oprigtigheden ikke er så stor. Vores primære mål med at præsentere videnskab sammen med religion skal være at opnå Guds glæde og tilfredshed med os, og vi må fremlægge vor sag afstemt efter vores tilhøreres niveau.
Det er forkert at betragte materialistisk videnskab som overlegen i forhold til spirituel videnskab, eller at præsentere islamiske emner, som om de behøver retfærdiggørelse ved videnskabelige oplysninger. Det er forkert, fordi indfaldsvinklen er, at Islam behøver videnskabens støtte, hvilket kan mistolkes som om, vi selv tvivler på Islams sandhed.
Videnskaberne skal ikke accepteres som absolutte 'religiøse' sandheder, da kriteriet for oplysningernes autenticitet er lavere end, hvad der gælder for Koranen. Hvis vi gør det, opnår vi jo bare det absurde, nemlig at sætte en mindre omfattende kilde til at kontrollere en altomfattende kilde. Men med forskningsresultaterne kan vi pege på Islams åbne dør for de mennesker, der ellers ikke vidste, denne dør eksisterede.
Videnskaben kan således bruges som et instrument til at frembringe en opvågning og til at opfriske sindet hos moderne mennesker, der ellers ville forblive sovende eller lammede. Vi kan betragte den som en støvekost, der børster støvet af sandheden og den latente vilje i be- vidstheden til at kende sandhed. Hvis vi derimod starter med at tro, at menneskelig videnskab er den ultimative målestok, så vil vi ende med at skulle indpasse Koranen og Profetens udtalelser i et begrænset menneskeligt mønster, hvor de ikke passer ind. Og når det ikke kan lade sig gøre, vil vi blive nødsaget til at ændre kilderne, og det kan vi ikke. Vores position må være klar og tydelig: Koranen og Hadith er absolut sande og uforanderlige kilder. Videnskab og videnskabelige forsk-ningsresultater er sande, lige så længe de er i overensstemmelse med Koranen og Hadith, og de er falske og defekte, når de åbenlyst fører bort fra den sandhed, vi finder i Koranen og Hadith. Set i lyset af dette må selv de etablerede sandheder inden for videnskabelige forsk-ningsresultater ikke blive til støtte for tro og sandhed, men skal kun accepteres som et instrument, der kan give os ideer eller få os til at søge eller lede os til at reflektere dybere. Det er Gud, Som har grundlagt sandheden i vores bevidsthed. At forvente, at dette kan finde sted på grundlag af videnskab, er en stor fejl. Tro (iman[2]) kommer ved guddommelig retledning og kun ad denne vej. Enhver muslim, som ikke fatter det, står i en konflikt, som er vanskelig at slippe ud af. For alt imens han er i gang med at søge beviserne ude i universet og søger at tale flydende om Gud og i Guds Navn, forbliver han tjener og tilbe-der af 'naturen' uden at vide det selv. Han vil studere og tale poetisk om f.eks. forårets mirakler i en islamisk kontekst, men ikke om storheden i den spirende iman, for den spirer ikke i hans bevidsthed. I hele sin levetid vil en sådan person måske ikke opleve Guds eksistens på et bevidst niveau. Dette menneske ser måske ikke ud som om, han tilbe-der 'naturen', men i virkeligheden vil han komme til at gøre det igennem hele sit liv.
Et menneske er mumin (et menneske gennemsyret af iman) på grund af det, der findes af iman i hjertet, og ikke på grundlag af den opsummerede viden, der findes i hovedet. Når en person er nået så langt i sin forståelse, som det er muligt ved bevisførelse, må vedkommende frigøre sig fra dén ydre afhængighed, og gå videre til at skabe indre spirituel fremdrift. Når denne afhængighed aflægges, foregår bevægelsen fremad ved hjertets kraft med bevidstheden fast forankret i Koranens retledning, og om Gud vil det, finder mennesket den oplysning, det søger. Som den tyske filosof Kant sagde: "For at finde troen på Gud fandt jeg det nødvendigt at lægge alle de bøger, jeg læste, bag mig."
I universets store bog vil man finde roden til menneskets sande oprindelse. De bøger, der kommenterer på dette, har alle deres eksistensberettigelse og betydning. Men når mennesket har anvendt dem til deres formål, bør det igen skille sig af med dem og fortsætte med at leve i kraft af sin iman og det opnåede trosgrundlag, som var det 'ansigt til ansigt' med Skaberen. Det, vi her siger, kan virke abstrakt for de mennesker, der ikke selv har denne erfaring, eller som ikke er gået dybt ind i bevidstheds- og trosspørgsmål. Men de, som har smagt tilbedelsens lysende nætter og har fået vinger at løfte sig med i deres længsel efter deres Herre, de forstår.
[1] Dommens dag: På dommens dag vil alle mennesker blive samlet og deres handlinger blive gjort op og vejet på en vægt (mizan). Det hedder om dette i Sura 21 vers 48: "Og Vi vil anbringe den rette vægt til dommens dag, så ingen sjæl skal lide den mindste uret. Og selv om det var så lidt som vægten af et sennep-skorn, så vil Vi komme med det. Og Vi er tilstrækkelig til at holde regnskab". Troen på dommens dag er en af de ting, muslimer er pligtige at tro på sammen med troen på den ene sande Gud, på åbenbaringen, på Muhammad som Guds sendebud, på de mange profeter, der gennem tiden har bragt dele af den guddommelige åbenbaring til menneskeheden, på engle og på genopstandelse nemlig i forbindelse med dommens dag.
[2] Iman: At tro på Allah, Hans engle, Hans Bøger, Hans sendebude, Den Sidste Dag, Paradis, Helvede og at alt, både godt og ondt, er bestemt af Allah.
- Oprettet den .