Hvad er profetskab? Hvilken betydning har det for mennesker? Har der nogensinde eksisteret en nation uden profet? I bekræftende fald; har menneskene dér så intet ansvar for deres tro og handlinger?

Status som profetisk sendebud er det højeste niveau af alle menneskelig tilstande. En profet er som en bro mellem det guddommelige område og det menneskelige område. En profet har ikke alene fået et ophøjet intellekt, gennem hvilket han kan trænge igennem virkelighedens mangfoldigheder, men han er et forbilledligt menneske, hvis egenskaber ikke blot er i harmoni både med hinanden og med verden, men er fuldt aktiverede. Han vi altid stræbe mod det himmelske og altid afvente Guddommelig befaling til at løse de problemer, der måtte opstå for ham. Således fungerer han som et forbindelsesled mellem vores plan og et højere plan. En profets opfattelsesevne er seende, hørende og vidende på et niveau, der overskrider alt, hvad almindelige mennesker kan opnå, fordi det overskrider den almenmenneskelige naturs begrænsninger; profeterne er udpeget af Gud.

Igennem profeterne har menneskeheden fået en mulighed for at få indblik i den skjulte virkelighed bag skabelsens ydre fremtoninger. Uden profeterne havde vi mennesker aldrig opnået det ej heller forstået den virkelige mening med skaberværket og begivenhederne i det, og derfor kunne vi aldrig hverken have håndteret eller udholdt de udfordringer, vores omgivelser stiller os.

Sammen med den direkte overlevering af Guddommelige meddelelser til menneskene har de profetiske sendebud overbragt os en viden om de Guddommelige Navne og Egenskaber.

Først og fremmest belærer de os om Guds eksistens og dernæst om dette livs realiteter, mening og formål. Eftersom Gud er uden for vores opfattelses- og forståelsesmuligheder, blev det profeternes hverv at være de mest trofaste, lydige, bevidste, forsigtige og selvdisciplinerede mennesker; uden profeternes klare udtalelser om Skaberen ville mennesket aldrig have kunnet vide noget sikkert om Gud. Og det til trods for, at det er Gud, Den Altvidende og Den Altmægtige, Der opretholder, hersker og forsyner os efter behov.

Det ligger i naturens og alle skaberværkets manifestationer, at de søger at udtrykke Guddommelige og Altfavnende Skabers Navne og Egenskaber. Præcis på samme måde med profeterne; de beskriver og er tro mod enheden mellem Gud, Guds Navne og Guds Egenskaber. Det er deres hverv at vide om Gud og at udtale sig om Ham.

På samme måde som vi på en kunstudstilling drager fordel af en guide, der indfører os i udstillingens temaer og enkeltværker, sådan er det også med denne verdens storslåede udstilling i skabelsen. Vi har behov for en guide, som viser enkeltheder og detaljer og kan for os sætte det sammen og påvise helheden og sammenhængen og vores egen personlige placering i det hele.

Det er muligt, at Den Enestående ønskede at give Sig tilkende ved at frembringe Sin Skabelse for os, så vi kunne stå måbende og forbløffende i beundring, fordi vi derved forstod, at den kraftfulde Skaber bag værket måtte i alle henseender være overvældende. Men oveni bruger denne Skaber nogle udvalgte personligheder i skabelsen til at gøre os bevidste om Sine Egenskaber. Som resten af skabelsen er profeterne selv, billedligt talt, som tunger og penne, der beskriver Guds storhed for os mennesker, men på et niveau, der er forstående. Det synes ulogisk, ja absurd at tænke sig, at der noget sted på jorden skulle være et folk, der ikke er blevet oplyst om denne proces. Det passer ikke med alle de andre sammenhænge i skabelsen, at der skulle være folkeslag, der på denne måde var blevet snydt for den indholdsmæssige kerne i skaberværket. Koranen giver et tydeligt svar herom:

"Og Vi opvakte sandelig et sendebud blandt ethvert folk: 'Tilbed Allah og sky enhver oprører'." (Sura al-Nahl 16:36)

Gennem Koranen ved vi, at der har forekommet folkeslag, som glemte den vejledning, de havde modtaget fra en tidligere profet. De mistede det åndelige fodfæste, hvorved de sank ned i afgudsdyrkelsens morads. Nogen af dem gik endda til angreb, når en profet kom til dem med en ny påmindelse. Overalt på jorden har vi eksempler på denne slags begivenheder, og der er ingen grænser for, hvad mennesket har kunne finde på at bruge som symboler i deres afgudsdyrkelse.

Som i antikkens Grækenland, hvor man havde gudernes bjerge, eller Indien, hvor man har den hellige flod Ganges med al den mytologi, der opstår omkring denne form for afgudsdyrkelse. Der er en stor forskel på, hvad vi i dag opfatter som en religion, og dens oprindelige udtryk, da den for så længe side blev stiftet. Hvordan kan vi vide med sikkerhed, hvad Confucius i Kina og Buddha i Indien havde at kæmpe mod, og under hvilke betingelser de skulle bevidstgøre deres folk om Gud? Deres oprindelige meddelelser er blevet fordrejet igennem så mange årtusinder.

Se eksemplet med Kristendommen. Efter Nice-konferencen, hvor principperne om treenigheden blev vedtaget og erstattede doktrinen om Guds absolutte enhed, sker der en ændring, som bevirker, at vi ikke kan spore os tilbage til Jesus, fred være med ham, gennem kilder og traditioner. Hans arvtagere forrådte simpelthen Jesu religion. Det oprindelige Evangelium (Injil'en) var et originalskrift åbenbaret direkte fra Gud, men mennesket omskrev det, så det banede vej for treenighedsprincippet. Det blev yderligere ændret til, at Guds profet ikke bare blev Guds søn, men at Maria blev ophøjet til at være Guds moder. Der er ikke ret stor forskel på disse doktriner og på den afgudsdyrkelse, der herskede i det gamle Grækenland, hvorfra den omskrevne Kristendom har sit udspring. Således har der altid været en tendens til afvigelser og frafald hos budskabernes modtagere, der har medført religioners korruption. Hvis ikke Koranen var kommet og havde givet os viden om Messias' formål og Marias ædelhed, så ville vi have haft svært ved at skelne disse fortællinger fra Jupiter-kulten, hvor Jupiter (Zeus) svarer til Jesus, mens Venus (Afrodite) svarer til Maria. Det var muligvis en af betingelserne, som Romerriget stillede for at gøre Kristendommen til officiel statsreligion. Det, der skulle komme til at bestemme helligdagene, deres navne, højtiderne og alle riterne. Kirken bibeholder fortsat åbenlyst og skamløst gamle romerske og græske navne, der er direkte knyttet til prækristen afgudsdyrkelsen. Uden den Koraniske åbenbaring er det med sikkerhed svært at sige, om den Jesus, der tilbedes i den kristne kirke, adskiller sig fra Adonis eller Dionysos.

Kristendommen er oveni købet en forholdsvis ung religion. Derfor er det nærliggende også at tænke på de mange andre profeter, der er blevet sendt, hvad de har måtte gennemgå, og hvad den besked, de så kom med, har måtte undergå af forandringer fra deres efterfølgeres hænder i tidens løb. Profeten Muhammad sagde:

"Profetens ledsagere vil viderebringe hans meddelelse efter hans død, men nogle blandt deres efterkommere vil lave om på alt, hvad han har søgt at etablere." (Muslim, Fada'il al-Sahaba 210-212, Ibn Hanbal Musnad 417)

Dette er en meget væsentlig pointe. Vi muslimer tror på, at mange af de religioner, der i dag er korrumperede eller er reduceret til rene overtroiske legender, muligvis i deres oprindelse var sande, og kan være kommet fra den Reneste Guddommelige Kilde. Tidens tand har gjort dem til noget andet end, hvad de var.

En anden vigtig ting er, at det er vantro at ukorrekt hævde, at en person er en profet, ganske som det er vantro at fornægte en sand profet. Vi må derfor udvise forsigtighed, for hvis visse andre religioner (som det forrige eksempel, Kristendommen) oprindeligt var sande og rene, men gennem tiden er blevet forandret og blandet sammen med korrupte menneskelige ideer, kan vi ikke vide, om den oprindelige Buddhisme, Brahmanisme, Confuisme med flere oprindelig var Guds rene ord. Det er muligt, at der stadig findes dele af dem, der er lige så intakte, som de oprindeligt var. Hvad de oprindeligt var, ved vi ikke. Vi ved kun, hvad de er i dag. Hvis deres grundlæggere havde mulighed for at vende tilbage til denne verden og se deres arvtagere praktisere det, der er tilbage af deres lære, vil de næppe kunne genkende det.

Der er mange religioner, som er blevet ændret og manipuleret igennem tiderne, og alligevel er det essentielt at acceptere deres oprindelse som sand, korrekt og ophøjet. Om dette siger Koranen:

"Vi har visselig sendt dig med sandheden, som en forkynder af glædeligt nyt og som en advarer, og der findes ikke noget folk undtagen en advarer har været iblandt dem." (Sura al-Fatir 35:24)

Disse åbenbaringer erklærer universelt, at Gud har sendt profeter til alle folkeslag overalt på jorden. Nogle af disse folkeslag kender vi navnene på gennem Koranen, andre ikke. Ud af de ca. 124.000 profeter, der er blevet sendt til menneskeheden, er kun 28 navngivet i Koranen, og selv her ved vi ikke nøjagtig, hvor og hvornår de forskellige profeter levede. Det er heller ikke væsentligt at kende alle profeterne ved navn, som Gud beskriver det til Muhammad, fred være med ham:

"Og vi har visselig sendt sendebud før dig. Blandt dem er der dem, Vi har fortalt dig om, og blandt dem er der (også) dem Vi ikke har fortalt dig om." (Sura al-Mumin 40:78)

Den måde Koranen informerer os om det, får os til at ræsonnere, at vi ikke skal beskæftige os med de, der ikke er nævnt.

Selv hos primitive stammer afskåret fra civilisation og uden at have haft kontakt med nogen kendt profet kan man finde en tydelig til-kendegivelse af bevidstheden om Guds enhed. Dette til trods for, at de ikke lever efter en religiøs skrift. Professor Mahmoud Mustafa beskrev, at to stammer i Afrika, Mawmaw'erne og Neyamneyam'erne, havde en tro på en Gud i vores islamiske betydning af gudsenhed, som de kaldte Mucay. De havde en tro på, at denne ene Gud var årsag til alle handlinger, der blev foretaget, og at tordensild kunne være gudens straf over folk med vantro gerninger. En Gud uden partnere og eneherskende.

Det er ganske tydeligt, at det generelle billede af denne Gud svarer til, hvad vi har lært fra Koranen i for eksempel Sura Ikhlas: "Sig: Han er Allah, den Eneste. Allah den uafhængige, af hvem alt afhænger. Han avler ikke, ej heller er Han avlet. Og ingen er Hans lige."

Hvordan kan en sådan stamme fjernt fra alt, hvad der minder om civilisation, have bibeholdt en sådan tro og praksis, om det ikke var fordi, de havde været under indflydelse af profetiske belæringer. Matematik professoren Adil fra Riyadh University, som jeg mødte i 1968, fortalte engang om de oprindelige amerikanske indianere, som han havde mødt under sit ph.d.-studie i USA. Han var forbløffet over, hvor mange af dem, der havde en tro på én Gud, der hverken spiser, drikker eller på anden måde indtager føde. Men som til gengæld styrer universet og har den totale magt over alle ting, og alt er underlagt denne ene Guds fulde kontrol og virke. De refererede til en Gud uden partnere eller ligemænd. Hvordan kunne de kristne europæere kalde mennesker som disse for primitive, når de har en tro af denne kaliber, en ophøjet gudstro? Det må være som Koranen fortæller os, at ethvert folk har haft deres sendebud med en besked til dem fra Gud:

"Og til ethvert folk, et sendebud. Når da deres sendebud kom, blev der truffet afgørelse mellem dem i retfærdighed, og der blev ikke gjort dem uret." (Sura Junus 10.47)

Intet folk og intet landområde er udenfor. Dette bringer os så til spørgsmålet om, hvorvidt de folk, der hævder, at ingen profet er blevet sendt til dem, vil stå til ansvar for deres tro og handlinger?

Som vi lige har beskrevet, er der ingen grund til at tro, at noget folkeslag har været afskåret fra profeternes lys, selvom der har været mange perioder på jorden, hvor mørket har syntes at herske. Men det var forfald af begrænset varighed, der blev fulgt af perioder med Guds lys. De fik deres del gennem en profet fra deres egne rækker udpeget af Gud. Så hvad enten det var i mindre eller højere grad, fik hvert folk deres del af åbenbaringerne i den form, der var tilpasset dem og deres situation. I enkeltstående tilfælde har der været en så grundig destruktion af en profetisk etableret tro, at læren gik helt tabt og blev erstattet af helt bizarre tiltag. Til tider har der har været lange tidsrum af mørke, som har afløst korte tidsrum af oplysning. Men formørkelse er altid blevet efterfulgt af oplysning, og oplysning efterfulgt af formørkelse, og det er ikke utænkeligt, at nogle mennesker forblev i formørkelse mod deres egen vilje. For sådanne folkeslag er der håb at finde i Koranen. De bliver ikke straffet eller bebrejdet for de fejl, de måske begår i livet. Det sker ikke før, de har modtaget en advarsel om det:

"Og Vi har ikke for vane at straffe, førend Vi har oprejst et sendebud." (Sura al-Isra, 17.15)

Det vil sige, at advarslen kommer før ansvaret og ansvaret før belønning og straf. Men holdningerne blandt imamerne fra de forskellige retninger og skoler er mange. Fx mener Imam Maturidi, at intet folk kan undskylde sig, og han baserer sin holdning på de mange beviser, der findes i skabelsen, på, at der er en Skaber. I modsætning til denne holdning lærer vi i Ashari-skolen, at advarsel og retledning må komme før dommen, og mennesker kun bliver holdt ansvarlige, hvis der forinden er blevet sendt en profet til dem. Denne holdning er baseret på netop det Koranvers, vi lige har set. Så er der en tredje gruppe af lærde, der har en holdning, som ligger mellem disse to yderpunkter. Men hvad angår dem, der med vilje og fuldt overlæg bevæger ud over vantroens afgrund, og begår uhyrlige handlinger, spreder ondskab og had mod religiøs praksis og troen på Gud, de bliver draget til regnskab og straffet for deres ugerninger og afvigelser, også selv om de levede i de fjerneste og mest isolerede egne på jorden.

Lad os opsummere: Ingen region og intet folk er nogensinde blevet holdt borte fra guddommelig oplysning. Alle har fået en profet sendt fra Gud. Direkte eller indirekte har alle folkeslag på et eller andet tidspunkt i deres historie kendt en profet og dennes lære. I en periode, hvor sådanne profeters navne og lærdomme har været glemte, er der gået et tidsrum, hvorefter en ny profet er blevet sendt til dem. Det er generelt accepteret, at mennesker, der levede i et sådant mellemliggende tidsrum, ikke vil blive holdt ansvarlige for deres handlinger i samme grad. De vil i højere grad blive undskyldt, end de vil modtage straf. Og Gud er Den Alvidende og Den Altomfattende og ved bedst om alt.

Tweet

Whatsapp