Hvad er jihad? Og hvad er de større og mindre aspekter af jihad?

Jihad er et arabisk ord, der betyder 'at stræbe, at gøre sig anstrengelser og at stå ansigt til ansigt med vanskeligheder'. Efter Islams komme blev betydningen 'stræben på Guds vej'.

Jihad er en vigtig ting for en troende på grund af den betydning, Gud har tillagt det i Koranen. De mest fremtrædende af Guds tjenere, hvad enten det var profeter eller helgener, førte jihad mod deres fjender og mod deres egne lyster.

I Guds øjne har jihad en stor værdi, for Han har skabt mennesket for at stræbe, så det måske kan nå frem til sin egen sande identitet og kalde andre til at gøre det samme. I Koranen har Gud sagt:

"De af de troende, der blev siddende (hjemme) - med undtagelse af de syge - er ikke lig med dem, der kæmper for Allahs sag med deres ejendom og deres liv. Allah har ophøjet dem i rang, der kæmper med deres ejendele og deres liv, over dem, der sidder (hjemme). Allah har lovet godt til begge, men dog har Allah udmærket de kæmpende frem for dem, der sidder (hjemme), med en stor belønning." (Sura Nisa 4:95)

Mennesker har forskellige gøremål og arbejdsområder i verden. Hver mand kæmper for nogle gevinster i sin karriere med håb om, at hans valgte vej giver afkast. Men hvad bliver hans afslutning? Uanset hvad han beskæftiger sig med, og uanset hvilken rang han har i verden, så vil ethvert menneske ende som et opløst legeme. Profeternes mål var at få mennesker til at kende Gud, og de, der kommer til at kende Gud, vil kunne nå sikkert igennem til den anden side af legemet. Mennesket blev ikke skabt til bare at blive opslugt af udfoldelse i den fysiske verden. Rent faktisk er den dybeste naturlige drift en bevægelse mod evigheden, og det var profeterne, der vækkede og klargjorde denne indbyggede drift og fortalte om, hvordan mennesket kan virkeliggøre den.

I Guds øjne er profetskabet menneskets mest hellige arbejde, og jihad er dette arbejdes højeste udtryk. På grund af jihads betydning skelner Koranen i særdeleshed mellem dem i samfundet, der svor profeten troskab og stillede op til jihad, og alle de andre.

"Sandelig de, som tilsvor dig troskab, svor Allah troskab: Allahs Hånd var over deres hænder. Den, der bryder (sin ed), bryder (den) kun til skade for sig selv. Men den, der opfylder den pagt, han har sluttet med Allah, vil Han snart give en stor belønning." (Sura al-Fath 48:10)

Begivenheden omkring denne åbenbaring var som følgende: Guds Sendebud havde givet muslimerne gode nyheder om, at de snart ville kunne vende tilbage til Mekka, hvorfra de blev fordrevet, og de ville således igen kunne tage på pilgrimsrejse. Derpå begyndte muslimerne at vandre til Mekka for at ytre pilgrimsrejsens begyndelse. Men da de nåede et sted ved navn Hudaibiyya, ville de vantro fra Mekka ikke tillade dem at foretage ritualerne ved Kaba'en[1] og truede med krig. Denne uventede modstand rystede de troende, der så det som et hårdt anslag mod Islams ære. De blev nervøse og ophidsede, men ingen vidste, hvad man skulle stille op med. Guds Profet, fred være med ham, sendte Uthman bin Affan til Mekka for at sikre, at de troende ikke kom i noget aggressivt ærinde. I stedet for at byde ham velkommen fængslede de vantro Uthman, og der gik endda rygter om, at han var blevet myrdet. Disse nyheder fik vreden frem i de troende, hvorfor profeten af den grund bød dem at sværge troskab til ham. Uden tøven sværgede muslimerne ved at tage hans hånd, og derefter blev det foregående vers åbenbaret.

Et andet vers siger:

"Allah har sandelig købt de troendes liv og ejendom af dem, mod at de skal have (Paradisets) have, (for) de kæmper på Allahs vej, og de dræber og bliver dræbt, et løfte, som Han har gjort bindende for sig i Toraen og Evangeliet og i Koranen. Og hvem er bedre til at opfylde sin pagt end Allah? Fryd jer da over den handel, som I har sluttet med Ham og dette, det er den store sejr!" (Sura al-Tauba 9:111)

Denne handel, som Koranen kalder det, er den højeste udnævnelse, siden den, der indgår den, er direkte tiltalt af Gud.

Profeten sagde:

"Jeg ønskede mig meget, at jeg blev dræbt i kamp på Guds vej for igen at blive bragt til live og igen dræbt på slagmarken." (Bukhari, Iman 26, Jihad 7, Ibn Madjah, Jihad 3:18)

"Det er bedre at være på udkig efter en dags arbejde for Guds sag med fare for at blive fanget i fjendens pas end at eje hele jorden og alt, hvad den indeholder." (Tirmidhi, Fadail al-Jihad 12)

Til denne Hadith må vi tilføje, at det at være parat til den dag i Guds tjeneste er bedre end at eje Kaba'en, eftersom Kaba'en er en del af jordens indhold. Om det samme emne læses i en anden Hadith:

"Al menneskets optjening af belønning ophører den dag, det dør, med undtagelse af jihad, for belønningen for jihad forøges indtil dommedag. Desuden fritager Gud den, der har stræbt på Hans vej, for gravens pinsler. (Muslim Imara 163. Ibn Madjah, Jihad 7)

Der er to aspekter i jihad. Et er at kæmpe for at overvinde ens tiltrækningen mod det jordiske og ens onde tilbøjeligheder. Dette er blevet kaldt 'stor jihad'. Det andet er militær kamp, hvilket er blevet kaldt 'lille jihad':

"Muslimernes hær var på vej hjem til Medina efter at have slået fjenden i et slag. Profeten sagde til dem: I kommer fra lille jihad til den store jihad. Da ledsagerne spurgte, hvad den store jihad gik ud på, svarede han, at det var at kæmpe mod egne lyster." (Kashf Alk Khafa' 1,424)

Målet for begge typer af jihad er, at den troende bliver renset og opnår sand menneskelighed. Profeten blev sendt med dette formål. Gud siger i Koranen:

"Ligesom Vi sendte til jer et Sendebud fra jeres midte, som forelæser jer Vore tegn og renser jer og lærer jer Bogen og Visdommen og lærer jer, hvad I ikke vidste." (Sura al-Baqara 2:151)

Som før nævnt er mennesker som rå mineraler. Der skal arbejdes med dem, og dette gør profeterne. De renses og forædles i denne proces, ved at forseglingen for deres hjerte og ører fjernes, og ved at sløret løftes fra deres øjne. Oplyste af profeternes meddelelse forstår menneskene, at naturens love er tegn på Guds eksistens og enhed. De får derved lejlighed til at trænge igennem det ydre ind til de finere realiteter bag begreber og begivenheder. Kun gennem profetisk vejledning kan mennesket nå til denne høje tilstand, som Gud forventer af det. Oven i belæring om tegnene, instruerer profeterne dem også i Bogen og i Visdommen. Da Koranen var den seneste åbenbaring til den sidste profet, fred være med ham, mener Gud Koranen, når Han nævner Bogen, og sunna, når Han nævner Visdommen. Derfor må vi følge Koranen og profeten Muhammads sunna, hvis vi ønsker at blive retledet.

Lille jihad, der sædvanligvis beskrives som kampen for Guds sag, refererer ikke kun til stræben efter militær sejr. Ordet er omfattende. Den indeholder enhver handling, der foretages for at opløfte menneskeheden fra vantro og uvidenhed, det være sig individer eller hele samfund.

Mens lille jihad afhænger af en mobilisering af alle de materielle muligheder, og udfolder sig i den ydre verden, så betyder den store jihad at mestre sig selv og selvets lyster. Stor og lille jihad kan ikke adskilles fra hinanden. Kun de, der vinder kampen over sig selv og selvets begær, kan deltage i den mindre jihad, for dernæst at hjælpe andre mennesker til at vinde den store jihad.

Guds Sendebud har lært os at foretage begge disse former for jihad. Han har etableret principperne for at kalde til Islam, som er gyldige til dommedagen. Når vi gennemgår den måde, han gjorde det på, ser vi, at han var meget systematisk. Dette er endnu et bevis på hans profetskab og et vidunderligt eksempel på at følge Guds vej i opførsel: Som profet bad Guds Sendebud i de tidlige år offentligt foran Kaba'en og udbredte således kendskabet til Islam ved sit eget eksempel. Efterhånden som folks nysgerrighed blev vakt, begyndte de at komme til ham og spørge, hvad det var, han gjorde. Og dette gav sendebuddet en mulighed for at tale til dem. Han blev overfaldet utallige gange under sine bøn. Under en af disse episoder prøvede Abu Jahl at dræbe ham med en stor sten, mens profeten, fred være med ham, lå foroverbøjet med ansigtet mod jorden. Abu Jahl holdt stenen oppe i luften og var klar til at smide den ned på profeten, men pludselig begyndte han at ryste og blegnede af frygt. Hans hænder stivnede over hans hoved. Da han senere blev spurgt om, hvad der skete, svarede han, at et modbydeligt monster var kommet imellem ham og profeten, og at det nær havde slugt ham. (Muslim, Munafiq, 38)

Ved en anden lejlighed, hvor profeten var i bøn, viklede Uqba bin Abi Muait et klæde rundt om profetens hals i et forsøg på at kvæle ham. Da Abu Bakr hørte dette, kom han farende til stedet for at redde profeten og skreg: "Vil du dræbe et menneske, blot fordi han siger: 'Gud er min Herre'?" (Bukhari, Tafsir, al-Ghafir, 40-1, Fasail Ashab An Nabi, 5)

Profeten ville måske være død ved et af disse angreb, hvis ikke Gud havde beskyttet ham. Selv under ekstremt farlige forhold demon- strerede sendebudet betydningen af at kalde til Islam. Abu Bakr plejede at recitere Koranen højlydt fra sit vindue. De, der hørte ham, begyndte at samles omkring ham. Hans recitation tiltrak så mange mennesker, at de mekkanske klanledere advarede ham mod at fortsætte det. Ibn Daginnah, der havde taget ham under sine beskyttelse mod de fjendtlige klanledere i Mekka, var på grund af dette nødt til at ophæve sin beskyttelse af ham. Alligevel fortsatte Abu Bakr med at recitere Koranen offentligt. (Bukhari, Kafala 4) Hvad enten det var i ord eller handling, så holdt ledsagerne aldrig op med deres jihad, fordi de forstod, at både den enkelte muslims integritet og det islamiske samfund som helhed var afhængige af det, for at kunne eksistere. Desuden forstod de også, at en muslim som beskrevet i Koranen kan være sikker på beskyttelse fra Gud, blot ved at kæmpe for Guds religion: "O I troende, hvis I hjælper Allah, vil Han hjælpe Jer og styrke Jeres fodfæste." (Sura Muhammad 47:7)

At sikre sig Guds beskyttelse afhænger af, om man alene kæmper for Hans sag. Hvis nogen ønsker sig beskyttelse mod at fare vild, så bør hans mål og handlinger i livet være at kæmpe for Guds sag. Selv de mest simple som at spise, sove, vælge en uddannelse og at uddanne sig skal være rettede imod dette mål. For at forstå hvordan dette kan gøres, så lad os prøve at huske, hvordan profeten og hans ledsagere opførte sig. Livet blev så svært for dem, at nogle af dem blev nødt til at emigrere til Etiopien. På det tidspunkt var denne emigration i sig selv en slags jihad. Efter anden emigrationsbølge til Etiopien emigrerede resten af de tilbageblevne til Medina, og herfra begyndte jihad at antage en ny form.

Grundlaget for Islam som en bystat var nu etableret, og en ny form for jihad tog sin begyndelse, for det var naturligvis nødvendigt at handle i henhold til betingelserne. Nogle gange er det nødvendigt at løbe, andre gange er det på sin plads at gå langsomt: De troende gjorde ikke gengæld mod fjendens angreb, før de havde fået tilladelse til at bekæmpe dem. De blev chikaneret, forfulgt og tortureret uafbrudt. Indtil nedenstående vers blev åbenbaret i Medina, nøjedes de med passiv modstand:

"Tilladelse (til at kæmpe) gives dem, mod hvem, der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at hjælpe dem. (Tilladelsen gives) dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette, kun fordi de sagde; Vor Herre er Allah (alene). Og hvis Allah ikke drev visse mennesker tilbage ved hjælp af andre mennesker (dvs. ved krig), så ville visselig klostre og kirker og synagoger og moskeer, hvori Allahs navn ihukommes meget, være blevet revet ned. Og Allah vil visselig hjælpe den, der hjælper Ham, thi Allah er Stærk, Almægtig." (Sura al-Hadj 22.39-40)

Efter mere end 10 års undertrykkelse reagerede de troende med entusiasme. Det var nu obligatorisk for dem at gribe til våben, og der var ingen, der undslog sig, når de blev kaldt sammen for at kæmpe mod angriberne. Kun hyklerne, som var ude af stand til at rense sig selv og opnå oprigtig tro, besvarede ikke kaldet til jihad. De var en sølle samling ballademagere, der enten sad tomhændede i deres hjem eller flygtede fra slagmarken. De var slaver af sig selv og deres egne drifter. Dette stod i modsætning til dem, der oprigtigt troede på Gud og Hans Sendebud, og som skyndte sig til slagmarken, når som helst de hørte kaldet. For dem betød jihad en måde at møde Gud og evigheden på. De var lige så entusiastiske, som hvis de var blevet inviteret til himlen.

Ethvert menneske anser døden for at være uacceptabel, og i nogen grad gjaldt det også for visse af profetens ledsagere. I Koranen læses, at:

"Det er foreskrevet Jer at kæmpe, selv om I hader det. Men det kan være, at I hader noget, skønt det er godt for Jer, og det kan være, at I elsker noget, selv om det er dårligt for Jer, og Allah ved (besked), men I ved ikke." (Sura al-Bakarah 2:216)

Et sådant ubehag er naturligt for den menneskelige psyke, og alligevel var de troende aldrig ulydige mod Gud og Hans Sendebud. Gud gengældte det med sejre og succes. Disse sejre gav de troende ny styrke og energi. Udover det gjorde muslimerne større indtryk på nabostammerne, hvilket fik fjenden til at blive endnu mere frustreret.

De troende holdt deres tro levende og aktivt ved at praktisere jihad. På samme måde som bladene på træerne bliver hængende lige så længe, som træet giver frugt, så holder den troende også sin tro i live lige så længe, som han praktiserer jihad. Når som helst du møder en opgivende og pessimistisk muslim, kan du vide, at han har afskåret sig fra jihad. Mennesker af denne art har fornægtet sig selv ånden og er sunket ned i løgnen, fordi de er holdt op med at kalde andre til sandheden. De, der praktiserer jihad uafvendeligt, mister aldrig deres entusiasme og forsøger altid at forøge deres aktivitetsradius. Enhver god handling resulterer i en ny god handling, så de troende bliver aldrig frataget godheden:

"Og dem, der anstrenger sig for vores sag, vil Vi visselig lede dem på vore veje. Og sandelig Allah er med dem, der handler godt." (Sura al-Ankabut 29:69)

Der findes mange veje, som leder til Den Lige Vej. Hvem som helst, der stræber for Guds sag, ham vil Gud lede til Sin vej og redde ham fra at fare vild. Hvem, der end bliver ledt til Den Lige Vej af Gud, kommer til at leve et afbalanceret liv uden hverken at overskride grænserne for sine menneskelige behov eller i sine religiøse pligter, og en sådan sund balance er et tegn på "sand retledning."

Uanset hvor store ofre vi igennem vor historie må have bragt i kampen mod de vantro, så vil denne kamp altid forblive som den lille jihad. Men denne lille jihad er kun mindre set i sammenligning med den store jihad. Lille jihad skal ikke undervurderes, for den gør den troende i stand til at opnå tilstanden som hellig kriger (ghazi) eller som martyr (shahid), og konsekvensen er, at dørene til paradis åbnes for ham.

Hvad angår den store jihad, så er det langt vanskeligere at fuldføre den, fordi det drejer sig om at bekæmpe vores egne destruktive impulser og tilskyndelser så som stolthed, arrogance, jalousi, selviskhed, selvforherligelse og uhæmmet kropsligt begær. Selv om det menneske, der afstår fra at tage del i den lille jihad, vil undergrave sin tro og risikere at blive åndeligt svækket, så kan han måske komme over det. Men et menneske, der kommer fra lille jihad, kan sagtens falde som offer for sine kropslige behov - stolthed, lettelse og komfort kan overvælde ham efter sejren, og han synker måske for dybt ned i disse ting. Sådan er nogle af de udfordringer, der venter en, når man kommer tilbage fra lille jihad. Det er af denne grund, profeten, fred være med ham, gennem sine ledsagere advarede os, da de kom hjem til Medina efter en sejr: "Vi kommer hjem fra lille jihad til den store." (Kashf al-Khafa' 1:424).

På slagmarken var profetens ledsagere på den ene side farlige som løver og på den anden side oprigtige og ydmyge i deres tilbedelse af Gud. Disse sejrrige krigere plejede at tilbringe det meste af natten med at tilbede Gud. Mens den ene sov, foretog den anden sine bønner. Da fjenden havde fundet ud af dette, skød de et hav af pile efter ham, der bad:

"Han blev ramt og i lang tid blødte voldsomt, men han holdt ikke op med at bede. Da han vækkede sin ven, og denne så, hvor forblødt han var, spurgte han ham inderligt: "Hvorfor vækkede du mig ikke," hvortil han svarede: "Jeg var midt i Sura al-Kahf, så jeg ønskede ikke at afbryde den dybe tilfredshed, jeg finder i denne Sura." (Ibn Hanbal, Musnad 3 -344; 359)

Så profetens ledsagere var i ekstase, når de bad. De reciterede Koranstykkerne, som var de åbenbaret direkte til dem, og de følte ikke engang smerte, når f.eks. pilespidser ramte deres krop. Jihad i både det større og mindre aspekt fandt sit komplette udtryk i dem.

Profeten kombinerede selv disse to aspekter af jihad i sin person på den mest perfekte måde, fred være med ham. Han fremviste monumentalt mod på slagmarken. Ali, der var en af de mest modige personligheder i Islam, indrømmede, at han og de andre ledsagere søgte ly bag profeten, fred være med ham, i de mest kritiske og farlige situationer under kampen. Et eksempel er, da muslimernes hær begyndte at føle sig træng, som i slaget ved Hunain, hvor muslimerne faldt for et uforventet angreb. Profeten kaldte på sine soldater og red frem på sin hest foran alle:

"Jeg er en profet. Jeg lyver ikke. Jeg er Abdul Mutalibs sønnesøn. Jeg lyver ikke!" (Bukhari, Jihad 52: 61-67)

Da han var den modigste af alle mænd på slagmarken, var han samtidig også den, der var mest hengiven, når det gjaldt tilbedelse af Gud. Han var opfyldt af kærlighed til og frygt for Gud i sin bøn. I perioder fastede han dag efter dag. Undertiden tilbragte han hele nætter i bøn, og hans fødder svulmede op, fordi han stod oprejst længe. Engang spurgte Aisha, hvorfor han udmattede sig selv i den grad, når han alligevel havde Guds tilgivelse for alt, hvortil han svarede: "Skulle jeg så ikke være en taknemmelig Guds slave?" (Bukhari, Tahajjud 6)

Profeten, fred være med ham, udviste stort mod, dengang en stor gruppe vantro fra Mekka forfulgte ham og Abu Bakr, da de søgte ly i Medina. De gemte sig i en bjerghule, mens de vantro, som ville myrde profeten, stod ved hulens åbning. For at berolige Abu Bakr sagde profeten: "Frygt ikke; Gud er med os." Profeten var så blød i sit hjerte, at han havde svært ved ikke at græde, når han selv reciterede eller lyttede til andre recitere Koran. Han bad engang Ibn al-Masud om at recitere for sig. Ibn al-Masud undskyldte sig med, at han ikke kunne recitere Koranen for den, der havde modtaget Den som åbenbaring. Men profeten insisterede, og han tilføjede, at han elskede at høre andre recitere den, hvorefter Ibn al-Masud begyndte at læse Sura an-Nisa. Da han nåede til verset: "Og hvordan (vil det gå dem), når Vi bringer et vidne fra ethvert folk og bringer dig (Muhammad) som vidne over disse?" (Sura Nisa 4:41) bad profeten ham stoppe, fred være med ham, for han kunne ikke bære mere på grund af gudsfrygt. Ibn al-Masud fortsatte sin beretning i en Hadith: "Guds Sendebud græd så voldsomt, at jeg var nødt til at stoppe læsningen." (Bukhari, Fadail al Qur'an 32-35) Profeten var lige så blødhjertet, som han var modig. Han plejede at sige, at han bad Gud om tilgivelse mindst halvfjerds gange daglig, og han indprentede dermed i sine ledsagere, hvor væsentligt det er altid at bede Gud om tilgivelse. (Bukhari, Da'avat 3)

Den, der er succesfuld i den store jihad, er næsten sikker på også at være succesfuld i lille jihad, men det samme er ikke nødvendigvis tilfældet i modsat rækkefølge. Den, der ikke har haft succes i den store jihad, kan ikke med sikkerhed forvente at få succes i den lille.

Aisha fortalte, at: "En nat bad profeten mig om tilladelse til at bede sin frivillige nattebøn" - han var en mand, der bad sine koner om lov, fordi han syntes, det var en tid, som egentlig tilhørte dem - "Jeg svarede: 'Hvor meget jeg end ønsker dit selskab, så ønsker jeg dog mere det, du ønsker'. Så vaskede han sig for at gøre sig klar til bønnen og begyndte at bede. Han reciterede verset: "Sandelig i himlenes og jordens skabelse og i nattens og dagens vekslen er der visselig tegn for de forstandige." (Sura al-Imran 3:190) Han gentog det igen og igen med tårer i øjnene lige til daggry." (Ibn Kathir, Tafsir al-Imran 190)

Da Guds Budbringer nogle gange stod op om natten for at bede, vækkede han ikke sin kone for at ikke forstyrre hendes søvn. Endnu engang berettede Aisha: "En nat, da jeg vågnede op, opdagede jeg, at Guds Sendebud ikke var der. Jeg blev meget jaloux, da jeg tænkte, at han måske besøgte en af sine andre hustruer. Jeg var i færd med at stå op, da min hånd i mørket berørte hans fødder. Han knælede, mens han bad sin bøn: "Oh Gud. Jeg søger tilflugt i Dit velbehag mod Din vrede. Jeg søger tilflugt i Din tilgivelse mod Din straf. Oh Gud. Jeg søger tilflugt hos Dig mod Dig. Jeg søger tilflugt i Din nåde mod Din straf, i Din barmhjertighed mod Din majestæt, i Din medfølelse mod Din uimodståelige magt, og jeg er ikke i stand til at lovprise Dig, da Du lovpriser Dig Selv." (Muslim, Salat, 22; Haythami, Majma´ al-Zawa´id, 10, 124; Tirmidhi, Da´wat, 81)

Profetens ledsagere var meget bevidste om, hvor væsentligt det var for dem at følge ham i alle deres handlinger, og de gjorde deres allerbedste for at gøre sig fortjent til hans selskab i det kommende liv. Nogle af dem kunne blive slået ud ved den blotte tanke, at de ikke skulle være med ham i livet efter dette. En af dem hed Thawban, og han mistede sin appetit, fordi han var blevet forhindret i at være med i en af profetens militære operationer. Da profeten kom tilbage, kom alle ham i møde og råbte til ham. Thawban gjorde det også, men profeten så, hvor bleg han var, og spurgte ham, om han var syg. Til det svarede Thawban: "Oh Guds Sendebud. Jeg er besat af frygt for ikke at være med dig i det kommende liv. Du, der er Guds Profet, vil være i paradiset, men jeg ved ikke, om jeg skal kunne gøre mig fortjent til det, og selv om Gud skulle give mig adgang, så vil det ophøjede sted, du vil være, måske være så meget højere oppe end mit, så jeg alligevel ikke vil kunne være sammen med dig. Jeg ved ikke, om jeg kan bære dette, når jeg som nu oplever, at jeg ikke engang kan holde ud at være adskilt fra dig i tre dage i denne verden." Profeten svarede: "Et menneske vil altid være i selskab med det menneske, han elsker." (Bukhari, Adab 96, Muslim, Birr 1650)

At elske nogen betyder i dette tilfælde at følge hans eksempel i dette liv, og ledsagerne var mere opmærksomme på dette end nogen andre. Umar var som nævnt meget interesseret i at få familierelationer til profeten, og han forsøgte først at blive gift med datteren Fatima, men hun ville ikke gifte sig med andre end Ali. Senere giftede Umar sig med Umm Kulthum, Alis datter, i hans khalifats sidste år. Hvis han på den tid havde ønsket det, kunne han have giftet sig med en hvilken som helst herskers datter. Men det, han ønskede, var at komme i slægtskab med profeten.

Mange gange greb profeten fat i hans hånd og sagde: "I det kommende vil vi forblive som to hænder sammen!" Et andet eksempel på Umars hengivelse til Guds Sendebud var, at han fik sin datter Hafsa gift med profeten, ganske som han selv giftede sig med profetens barnebarn Umm Kulthum. Engang sagde Umars datter Hafsa til ham: "Kære far, fra tid til anden kommer der besøgende og udsendinge fra fjerne lande, og jeg synes, det er bedre, hvis du køber en ny kjortel." Umar var chokeret, da han hørte dette, og svarede: "Hvordan skulle jeg kunne adskille mig fra mine to venner, profeten og Abu Bakr? Jeg må følge deres eksempel så tæt, at jeg vil kunne være sammen med dem i det kommende liv."

Guds Sendebud og hans ledsagere var de mest oprigtige i deres handlinger, de gjorde alting for Guds skyld, og de undlod aldrig at disciplinere sig selv. Umar holdt engang en prædiken, hvor han pludselig sagde de følgende ord, tilsyneladende uden grund: "Umar, du var en fårehyrde, der græssede din fars får." Da han bagefter blev spurgt om, hvorfor han havde sagt det, svarede han: "Det gik pludselig op for mig, at jeg var khalif, og jeg blev bange for at være stolt." En dag blev han set bærende på en sæk, og da han blev spurgt, hvorfor han gjorde det, svarede han: "Jeg følte noget stolthed indeni mig, så jeg besluttede at komme af med den." Umar Ibn Abdul-Aziz skrev et brev til en af sine venner, hvorefter han rev det i stykker. Han blev spurgt, hvorfor han rev det i stykker: "Jeg blev for glad for mig selv på grund af dets flotte formuleringer, så jeg rev det itu."

Jihad vil kun give effektive resultater, hvis den foretages af personer med så rensede sjæle. De, der ikke har formået at gøre op med deres stolthed og selvforherligelse, vil sandsynligvis snarere skade Islam, og jeg vil gerne understrege, at den type af mennesker aldrig vil kunne knytte håb til deres resultater. Nogle vers i Koranen beskriver begge typer jihad: "Når Allahs hjælp og sejr kommer, og du ser mennesker i flokkevis træde ind i Allahs religion, lovpris da din Herre og bed om tilgivelse (for de troendes fejltrin), thi Han er visselig Den Evigt Tilbagevendende." (Sura al-Nasr 110:1-3)

Når de troende foretog jihad, hvad enten de gik i krig med våben i hånd, eller de gik ud og kaldte til sandheden og påbød det gode og forbød det onde, så kom Guds hjælp og sejren. Efterfølgende kom menneskene til Islam i flokkevis. I den situation bød Den Almægtige i Sura an-Nasr profeten at lovprise Ham og at søge Hans tilgivelse. Al succes kommer fra Gud. Det er Gud, Der skal takkes og tilbedes.

Hvis et menneske kan kombinere sejren over fjenden med sejren over sine egne begrænsninger samtidigt, har det fuldført jihad. Aisha fortalte, at efter åbenbaringen af Sura an-Nasr plejede profeten ofte at recitere versene: "Lovpris din Herre og bed om tilgivelse, thi Han er visselig Den Evigt Tilbagevendende." (Tirmidhi, Da'avat 81) "Der er to slags menneskeøjne, der aldrig vil se helvedets ild. En soldats øjne på vagt i felten eller ved grænsen og øjnene hos et menneske, der græder tårer af frygt for Gud." (Tirmidhi, Fadail al Sahaba, Jihad 12)

Det er lille jihad, der holder vagt rundt om den store jihad. Den sover ikke på vagten ved grænsen eller på slagmarken. Men rensning ved at græde tårer af Gudsfrygt, det er den store jihad. Enhver troende, der får succes i jihad vil slippe fri af helvedet, men jihad skal ses i sin fulde sammenhæng. De, der er engageret i udbredelse af Islam uden at have denne dimension af inderligt personligt engagement med, er til skade for Islam og formår stort set kun at skabe vanskeligheder og problemer i muslimernes rækker. Når de ikke har formået at disciplinere sig selv i tilstrækkelig grad, og samtidigt ønsker at dominere andre, så bringer de virkelig uorden. Modsat medvirker de, der lever afskåret, kun med det mål selv at nå et højt spirituelt stade, og som ikke selv deltager i at sprede sandheden, til at reducere Islam til et en slags yoga-tradition. Deres argument er, at det først og fremmest er muslimernes pligt at nå spirituel modenhed for at blive fri af helvedet, men de forstår ikke, at netop dem, der tror sig frie af ilden, er blevet narret. Der er ingen, der kan være sikker på at være fri for ilden, og Gud har befalet, at vi sammen skal blive ved og ved med at tjene Ham, så længe vi lever: "Men lovpris din Herre og vær sammen med dem, der kaster sig ned (for deres Herre) og tilbed din Herre, indtil den sikre (død) kommer til dig." (Sura al-Hijr, 15.99)

En troende bør på en gang aldrig se sig selv som fritaget fra ildens straf, og skal dog aldrig opgive håbet om Guds nåde og tilgivelse. En troende bør ryste af Gudsfrygt, ligesom Umar gjorde, og alligevel bør hans frygt ikke afholde ham fra håbet om at komme i paradis, for Koranen fortæller os:

"Men den, der frygter at stå for sin Herre, vil have to paradiser." (Sura al-Rahman 55:46)

Sand jihad kombinerer både det større og det mindre aspekt af jihad. De to sider er aldrig blevet adskilt af nogen af Islams retslærde eller ledere. Islams lærde har aldrig afbrudt deres kald til sandheden, og end ikke i fængsel stoppede de med at tjene Gud. Deres liv er forankret i overbevisningen om, at Gud altid vogter over dem. Derfor har Gud på Sin side altid hjulpet dem og ladet deres indsats bære frugt som svar på deres intention om at glæde Ham. Krigere i jihad må have fuldkommen oprigtighed i tro og handling, og de skal have den intention, at Guds accept af deres handlinger er det eneste, de ønsker sig. Gud vil give til enhver, der er oprigtig, har god vilje og et blødt hjerte.

På den ene side kræver jihad selvkontrol og på den anden side at være fri i sin udbredelse af sandheden til andre. Det kræver, at man kan komme over sine egne behov og ønsker samt give denne tilstand videre til andre ved personligt eksempel og inspiration. Bliver disse behov ikke mestret, fører det til anarki i samfundet. Det er i dag nødvendigt at genetablere forståelse for Islam som en sammenhængende helhed og i særdeleshed for jihad. Det kan kun gøres gennem en nøje overholdelse af profeten Muhammads sunna, fred være med ham. De, der stræber på Guds vej, er lykkelige over at kunne være med til at redde både sig selv og andre, og de overser ikke deres egne behov under påskud af, at det vil redde de andre.

[1] Kabaen En bygning beliggende i gården på den store moské i Mekka. Før islam var Kabaen kultsted for et utal af lokale afguder. Da muslimerne i 630 erobrede Mekka blev Kabaen genstand for en renselse, afguderne fjernet og kabaen gjort til muslimernes religiøse centrum, fordi den efter islamisk opfattelse er den første monoteistiske helligdom opført af Abraham jf. Sura 3 vers 97: "Sandelig, det første hus, som blev grundlagt for mennesker, var det i Bakka (dvs. Mekka) som en velsignelse og retledning for alverden.

Tweet

Whatsapp