Venskab

Den, som værdsætter sine venner og behandler dem med respekt, vinder sig mange forsvarere og støtter imod sine fjender.

At have trofaste venner er ligeså vigtigt som at indfri livets vitale nødvendigheder. Når man er i en sikker og fredfyldt kreds af venner, betyder det, at man har sikkerhed mod mange risici og farer.

Når vise mennesker opdager, at et venskab er blevet skadet, fjerner de øjeblikkeligt årsagen til utilfredsheden, og genopretter de gode forhold. Men endnu klogere er de, der i første omgang stræber efter at undgå, eller som forebygger, uenighed med deres venner.

Kærlighed og gode forhold mellem venner fortsætter ligeså længe som de forstår hinanden, udøver selvfornægtelse og ofrer sig indenfor tilladte grænser. Venskaber mellem dem, der ikke kan fraskrive sig deres egne interesser og tilbøjeligheder for vennernes skyld, kan ikke vare ved.

Vi er loyale og trofaste overfor vore venner i samme grad som vi deler deres vanskeligheder og glæder med dem. Hvis vi ikke kan græde, når vore venner græder, og glæde os, når de glædes, kan vi ikke betragtes som trofaste venner.

De, der bibeholder deres venskab med en, der er gået ned under svære tider, er virkelige, loyale venner. De, som ikke støtter deres venner under deres ulykke, har intet at gøre med venskab.

De, som er tilbøjelige til at være uenige og strides med deres venner, har kun få venner. Den, der ønsker at have trofaste og talrige venner, bør ikke være uenig med dem om trivielle sager.

Venskab rækker ind til éns hjerte og dets oprigtighed. De, der tror, at de kan opnå en andens venskab gennem svig og hykleri, bedrager blot sig selv. Selvom nogle med et simpelt sindelag kan narres af deres hykleri og smiger, vil de ikke kunne bevare et langvarigt venskab.

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2024 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.