Halwah og ´Uzlah (Uforstyrrethed og Afsondrethed)

Uforstyrrethed og afsondrethed (halwah og ´uzlah) betyder bogstaveligt ensomhed og at leve alene, og i den sufistiske sammenhæng betegner de begge den indviedes trækken sig tilbage for at vie al sin tid til at tilbede Gud under ledelse og opsyn af en åndelig mester. Han eller hun søger udrenselse af alle fejlagtige opfattelser, mørke tanker og følelser samt forestillinger og fantasier, der adskiller vedkommende fra Sandheden, ved at lukke dørene til hans eller hendes hjerte over for alt, der ikke er Gud, og ved at samtale med Ham gennem de indre sansers tunge.

Afsondrethed er en dimension i uforstyrrethed; nøjsomhed er en anden. Uforstyrrethedens første skridt afsluttes i løbet af fyrre dage, og kaldes derfor at undergå en fyrredages periode af nøjsomhed. Når den åndelige mester bringer den indviede til uforstyrrethed, fører han ham eller hende til vedkommendes hvilerum, hvor han beder for den indviedes succes, og derpå forlader værelset. Den indviede lever et nøjsomt liv i dette værelse, fuldstændigt alene. Han eller hun spiser og drikker kun lidt i dette afsondrethedens værelse, hvilket betragtes som en dør, der åbner sig mod Guds nærhed. De kropslige behov mindskes og bliver disciplineret, kødelige begær bliver glemt og al tid vies til at tilbede Gud, meditation, eftertanke, bøn og anråbelser.

Uforstyrrethed, i betydningen "at undgå mennesker og at leve i streng nøjsomhed," daterer sig tilbage til sufismens tidligste tid og findes i næsten alle sufiordener. Det er endda muligt at forbinde uforstyrrethed med de store profeter. Talrige profeter og helgener, og i særdeleshed menneskehedens pryd, må fred og velsignelser være med ham, tilbragte dele af deres liv i afsondrethed. Imidlertid har deres oprindelige system af uforstyrrethed og afsondrethed undergået uønskede ændringer gennem tiden. Profeten Abrahams afsondrethed, Profeten Moses' fyrre-dages periode, Profeten Jesus' nøjsomhed samt profeternes prins' uforstyrrethed er blevet praktiseret på mange forskellige måder af mange mennesker, og har derfor undergået visse forandringer.

Dette kan man betragte som naturligt til en vis grænse, for i samme grad som afsondrethed forholder sig til individets humør, temperament og spirituelle formåen, er det kun en åndelig mester, der kan vide og beslutte, hvor længe og under hvilke omstændigheder, en indviet skal holdes i afsondrethed. Rumi gennemgik mange fyrre-dages perioder med nøjsomhed og afsondrethed i sin tidlige tid som indviet. Men da han fandt en sand, fuldkommen mester, opgav han afsondretheden til fordel for samvær med mennesker (jalwah). Mange andre, både før og efter ham, har foretrukket at være sammen med mennesker, frem for at undgå dem.

Streng nøjsomhed, der er en af de to dimensioner ved uforstyrrethed, betyder at holde en stram snor i kødelig tilfredsstillelse og at presse ånden til at stige op til menneskelig fuldkommenhed, som den er forelsket i. [1] Det kødelige selv kan kun begrænses gennem streng nøjsomhed, og derved tvinges til at afsværge onde impulser og lidenskaber og underlægge sig Guds befalinger, samt tvinges til at tilegne sig ydmyghed og være ligesom jorden i et blomsterbed:

Vær som jord, så roser kan vokse i dig
For intet andet end jord kan være voksested for roser

Man kan modtage en given Guddommelig nåde gennem nøjsomhed. Nogle kan smykke deres viden med god moral, og deres religiøse handlinger med oprigtighed og rene hensigter, og dermed opnå velopdragenhed i deres forhold til både Gud og mennesker. Andre finder, at de bliver kastet hid og did i deres forhold til Gud, og søger hele tiden efter måder til at komme nærmere til Ham. Der er atter andre, som - ligesom en guldsmed der lige er kommet ud af sin puppe - tilbringer livet blandt åndelige væsener, der måske kan betragtes som sommerfugle i de himmelske verdener, de lige er kommet til.

Det, der er væsentligt for uforstyrretheden, er at den indviede ikke må søge noget andet end Guds velbehag, og hele tiden må befinde sig i forventning om denne Guddommelige nåde. Den indviede må ikke sidde uvirksom hen, mens han venter på denne nåde; i stedet bør han vente med sit hjertes øje åbent i yderste agtpågivenhed og ophidselse, således at ingen Guddommelig inspiration eller gave, der muligvis tilflyder hans hjerte, vil gå tabt, og han bør vente med den anstand og sømmelighed, der passer sig, når man befinder sig i Guds nærhed. Følgende ord af Lâ Makâni Husseyn Effendi udtrykker denne mening meget præcist:

Rens din sjæls springvand indtil det bliver fuldstændigt rent,
Hold dine øjne fast på dit hjerte indtil hjertet bliver til et øje.
Slip din tvivl, og sæt dit hjertes kande ved det springvand.
Når den kande er fyldt med det vand, der giver glæde,
Træk dig da tilbage, overgiv Hans hjem til dets Ejer. [2]
Når du forlader det, vil Gud utvivlsomt komme til Sit hjem.
Lad aldrig djævel-røveren komme ind i dit hjertes hjem,
for er den én gang kommet ind, er den meget svær at kaste ud.

Det er rigtigt, at Gud er fuldkommen fri for alle begrænsninger af tid og rum, og at Hans forhold til den troende fremkommer på den troendes hjertes "skråninger". Af denne grund bør hjertets smaragd-høje" altid være rede til at modtage bølgerne af Hans manifestation, således at, med Ibrahim Haqqi af Erzurums ord: "Kongen kan stige ned til sit palads ved nattetide."

Gud, den Almægtige, befalede Profeten David: Hold det hjem tomt til mig, så Jeg kan være i det. [3] Nogle har fortolket "at holde hjertet tomt" som at rense hjertet for alt, der ikke er Gud, og at ikke have forhold til andre uden først at overveje Guds velbehag. Følgende ord af Rumi udtrykker dette mest præcist:

Den vise og fornuftige foretrækker brøndens bund,
for sjælen glædes ved at være uforstyrret (at være hos Gud).
Brøndens mørke foretrækkes frem for det mørke, folk spreder.
En, der holder fast i folks ben, har aldrig kunnet frembringe et hovede. [4]
Man skal afsondre sig fra mennesker, ikke fra den Elskede.
Pels bærer man om vinteren, ikke i våren.

Eftersom formålet med afsondringen er at rense hjertet for kærlighed til det, der ikke er Gud, og altid være hos den Elskede, vil de, der altid føler Guds nærvær, mens de lever blandt mennesker, og som bestandigt udskiller den Guddommelige Enhed midt iblandt mangfoldigheden, blive betragtet som værende altid hos Gud i afsondrethed. I modsætning hertil er den afsondring andre foretager, på trods af at de tilbringer mange år i afsondring, men hvor de ikke har renset deres hjerter fra tilknytning til det, der er andet end Gud, et bedrag.

De, der altid føler, at de er i Guds nærvær, har ikke brug for at trække sig selv bort fra mennesker. Sådanne mennesker er, med Rumis ord, som har de den ene fod i de Guddommelige befalingers sfære og drejer den anden, som en kompasnål, rundt i verden. De oplever opstigning og nedstigning i hvert øjeblik. Dette er den afsondring, profeterne og helgenerne anerkender og foretrækker.

Engang sagde Gud, den Almægtige, til Profeten David: Oh David, hvorfor afsondrer du dig fra menneskene og vælger at være alene? David, må fred være med ham, svarede: Herre, jeg forsager andre menneskers selskab for Din skyld. Den Almægtige advarede ham: Vær altid på vagt, men hold dig ikke på afstand af dine brødre. Men hold dig afsondret fra de, hvis selskab ikke er af nogen gavn for dig.

[1] Eftersom ånden er fra Gud, har den en medfødt længsel efter Ham, og er forelsket i fuldkommenhed. Den kødelige sjæl eller det kødelige selv er, på den anden side, forelsket i dyriske begær.
[2] "Hjem" betegner hjertet, hvis Ejer er Gud.
[3] Al-Qushayri, Al-Risâla, 327.
[4] Dette henviser til at den, der satser på mennesker for at nå sit mål, vil mislykkes.

Tweet

Whatsapp