Hvad Siger Islam Til at Slå et Uskyldigt Menneske Ihjel?

Gud, den Almægtige, erklærer, at det at dræbe et andet menneske uretfærdigt svarer til at dræbe hele menneskeheden, og det at frelse et menneskes liv svarer til at redde hele menneskehedens liv.

I det foregående vers i Koranen (Maida 5:32) befaler Almægtige Gud Profeten at "Fortæl til dem (Oh Budbringer) sandheden i eksemplet af Adams to sønners erfaring …" og gør opmærksom på det første mord, begået på Jorden.

Det første mord og mordernes læremester

De fleste Koran-fortolkere siger, at Adams to sønner var Kain og Abel, og de giver detaljerede oplysninger om de to brødres liv. Koranen nævner faktisk ikke deres navne; men i ældgamle skrifter og beretninger nævnes navnene på Adams to sønner som Kain og Abel. Det er af denne grund, muslimske lærde ikke har fundet noget forkert i at henvise til de skikkelser, der er involveret i begivenheden, med disse navne. Samtidigt har nogle fortolket "Adams to sønner" som bare to mænd fra Israels Børn. Men i virkeligheden behøver vi ikke at kende deres navne for at kunne lære en lektie fra lignelsen. Det vigtige er, at denne begivenhed fandt sted, og udtrykket "sandheden i", der bruges i verset, viser, at det ikke er en myte, men en sand fortælling. Som Koranen fortæller, gjorde de begge et offer til Gud; men kun det ene af disse blev accepteret. Den bror, hvis offer ikke blev accepteret, sagde til den anden "Jeg vil i sandhed dræbe dig." På trods af det faktum, at det at dræbe et menneske, især at dræbe ens egen bror, er en stor overtrædelse, udgød morderen, der havde mistet kontrollen på grund af jalousi, sin uskyldige broders blod; denne bror gjorde ikke engang forsøg på at kæmpe mod sin bror, og han var bare en velmenende ledsager.

Jordens første morder, hvis ulyksalige endeligt beskrives i verset (Maida 5:30) "Hans kødelige, ondt-befalende sjæl tilskyndede ham til at myrde sin bror, og han dræbte ham og blev dermed en af taberne" ryddede en sti til en frygtelig vej, som fører til Evig Ild; han praktisk taget brød en dæmning, som blev fulgt af en stor oversvømmelse. Når Guds Budbringer fortalte denne sørgelige historie, sagde han derfor: "Adams søn har en andel i den synd, der opstår, hver gang et menneske bliver dræbt uretfærdigt; for han var den, der gennemførte det første gang."

Efter at have fortalt om denne tragiske hændelse og mindet os om det første mord, fastsætter Gud det relevante princip; Han befaler følgende for at vise, hvor stor en synd mord er, og hvor stor vigtighed menneskelivet har: "Det er på grund af dette, at Vi har foreskrevet (hele menneskeheden, men særligt) Israels Børn: Den, der dræber en sjæl, medmindre det er (i retslig straf) for mord eller for at forårsage uorden og ødelæggelse på jorden, bliver betragtet som havende dræbt hele menneskeheden; og den, der redder et liv bliver betragtet som havende reddet alle menneskers liv."

At dræbe uretfærdigt og gengæld

Det mord, der i ovenstående vers sættes lig med at have dræbt hele menneskeheden, er begrænset til "dræbe et uskyldigt menneske, som ikke anstiftede uorden eller ødelæggelse på jorden." Dette betyder, at hvis et menneske udgyder uskyldige menneskers blod, kan der være gengældelse og den morder kan møde en straf, der svarer til hans egen forbrydelse. Derfor, hvis sådant et menneske er årsag til uro på jorden og dermed får folk til at dø, hvis drabene følger på hinanden uden at morderne tænker over hvorfor de har taget et liv, og ofrene ikke ved hvorfor de bliver dræbt – som det sker i nogle dele af verden i dag – kan den kriminelle eller bande af kriminelle, der forårsager sådant et anarki, blive henrettet. De mennesker, der indleder krige mod Gud og Hans Budbringer, som forårsager uorden på jorden, som vanemæssigt forbryder sig mod folks liv, ejendom og kyskhed og derved forstyrrer samfundets orden, og ødelægger generationen, burde blive henrettet eller sendt i eksil i overensstemmelse med deres forbrydelses alvor.

Men selv hvis forbryderne har begået sådanne ugerninger, skal, hvis forbryderne er oprigtigt angrende, ingen af disse straffe udføres; sagen bliver snarere til en sag om krænkelse af personlig ret. Det vil sige, at de mennesker, hvis slægtninge er blevet dræbt, eller hvis ejendom er blevet ødelagt, kan tilgive gerningsmændene, eller de kan bede om gengæld og kompensation for skaden, hvis de ønsker det. For at udtrykke dette i moderne vendinger, kan man indgive en klage eller tilbagetrække den. Med andre ord er straffen for overlagt mord i denne verden gengæld.

Arvingerne til en afdød kan tilbagetrække kravet om henrettelse og bede om kompensation, eller de kan også eftergive denne finansielle straf. Imidlertid - udfra den forudsætning, at morderen ikke angrer efter mordet og ikke bliver givet guddommelig nåde – er straffen for sådan en stor forbrydelse i det Hinsidige et evig liv i Helvede.

Det kan synes at være for stor en straf at skulle lide i evighed for at begå mord. I virkeligheden er den synd, der er begået, også stor, for at dræbe en person, der ikke skaber uorden på jorden, som ikke uretmæssigt udgyder blod, og som ikke forårsager ødelæggelse, der nødvendiggør deres egen henrettelse, er som at dræbe hele menneskeheden. Det er fordi sådan en morder har krænket retten til livet, som kun den Almægtige Gud skænker; forbuddet mod at udgyde uskyldige menneskers blod er blevet krænket, en hæslig dåd er blevet påbegyndt, og dermed er vejen banet for andre til at gøre det samme, og de er blevet givet opmuntring.

Dertil kommer, at selv hvis en morder dræber et uskyldigt menneske, afslører dette mord deres personlighed; det viser, at de er tilbøjelige til at udgyde blod og begå mord. Den, der har begået et mord i praksis, har en personlighed, der potentielt måske vil dræbe alle mennesker, og nu er deres identitet i almindelighed den af en drabsmand og morder. Derfor, når de først har begået denne fatale synd, vil det ikke være vanskeligere for dem at dræbe en anden person end første gang; især efter et par mord vil det at dræbe blive noget normalt og hverdagsagtigt for dem. Det er fra dette perspektiv, at et menneske, der har dræbt en uskyldig sjæl, kan betragtes som en morder af hele menneskeheden.

Redde et liv …

Enhver, der redder et menneskes liv ved at ændre planer om et mord, ved at tilgive eller ved at trække retten til gengæld tilbage, eller ved at frelse nogen fra fare, for eksempel fra at drukne eller blive brændt levende, eller hjælpe en anden med at overleve, er som den, der har frelst alle menneskers liv og en, der har gjort denne tjeneste for hele menneskeheden. Den livredning, der nævnes i verset, indebærer eftergivelse af gengæld, ikke dræbe, eller at redde nogen fra en katastrofe, for den eneste Ejer og Forvalter af Liv er Gud. Mennesker kan blot blive midler for at nogen kan leve; de kan ikke være den sande årsag. I Koranen siger Nimrod: "Jeg giver liv og forårsager død," dette udtrykkes ved ordet ihya (at give liv), mens hans måde at give liv på betyder blot, at han afstår fra at myrde og dræbe.

I denne forstand er et menneske, der redder et andet menneskes liv, tilbøjelig og villig til – hvis de kan – redde hele menneskehedens liv. Med andre ord vil sådan et menneske, når som helst det ser en uretfærdighed, øjeblikkeligt forsøge at stoppe det.

Sandt nok nævnes spirituel frelse ikke bogstaveligt i verset; men hvis en troende, der har tillid til Gud, Hans Budbringer og det Hinsidige, taler om Gud, Hans Budbringer og underviser i troen, kan denne handling på en måde betragtes som værende ihya. Gud, den Almægtige, bruger ligeledes i vers som: "Oh, I troende! Besvar Gud og Hans Budbringer, når Budbringeren kalder jer (i Guds navn) til det, der giver jer liv …" (Anfal 8:24) ordet ihya for at udtrykke mennesker, der lader det dyriske liv bag sig og stiger op til niveauet af åndeligt liv. Derfor, hvis et troende menneske hjælper et menneske, der er slave af sine kødelige begær, til at stige fra et udelukkende materielt liv til et åndeligt liv, kan det betragtes som at have bragt sidstnævnte til live. I denne henseende kan en troende, der stræber efter at inspirere andre til at omfavne troen og forsøger på at blive et middel til deres frelse, betragtes, med hensyn til deres potentielle hensigt, som én, der er rede til at ofre sig for hele menneskehedens frelse.

Den mest rædselsfulde form for bagtalelse

På den anden side ved vi, at Gud skjulte nogle ting blandt andre: De Største Navne (Ithm al-Azam) er skjult mellem de skønne, guddommelige navne, accepten af bønner (Waqt al-Ijaba) er skjult blandt fredage, helgener blandt almindelige mennesker, Qadr-natten blandt Ramadanens sidste ti dage, Dommedag indenfor universets levetid og dødsøjeblikket indenfor et menneskes levetid. På samme måde findes der sådanne overtrædelser skjult mellem synder og ondt, at de pludselig kan vælte én og føre til katastrofe. Som resultat af denne hemmelighedsfuldhed, som tjener til at holde de troende konstant årvågne, at se sig for og søge tilflugt i Gud, findes der den slags eller grader af synder i samme kategori, der tiltrækker guddommelig vrede, der vil hugge til ligesom en giftig slange.

Som I ved, er det at tale om et menneske bag dets ryg og udtale ord, som ikke ville behage vedkommende, hvis han kom til at høre dem, kaldes for bagtalelse (ghiyba). Hvis det, der er blevet sagt, er sandt, er det bagtalelse; hvis det, der er blevet sagt, er løgn, da er det både bagvaskelse og ærekrænkelse; det er en synd, der er adskillige gange større. Sammen med dette er der også forskellige niveauer af bagtalelse (ligesom nedadgående trapper), værre og værre efterhånden som de kommer nedad. De, der er Gud nær, betragter endda en ond tanke som værende i samme kategori og kalder det for "hjertets bagtalelse". Det er også en form for bagtalelse at pege på nogen med fingeren eller lave grin med dem med ansigtsgrimasser. At sige enkle ting, som at en eller anden er kort, eller deres jakke ikke klæder dem, er klart bagtalelse. Hver af den slags bagtalelse er en synd; de ødelægger dette livs godhed, og de forårsager vanskeligheder hinsides graven. Imidlertid findes der en type bagtalelse, der uden sammenligning er en farlig og destruktiv synd. Det er så stor en synd, at i en hadith erklæres det, at denne slags bagtalelse er en synd, der er tyve gange større end hor. For eksempel er det at sige ting om en person, der repræsenterer en gruppe, bevægelse eller et samfund, en synd af denne slags, for denne persons skæbne er knyttet til det samfund, den repræsenterer. Derfor er det at sige dårlige ting om sådan en person det samme som at sige dårlige ting om et helt samfund.

Desuden, hvis sådan en bagtalelse ikke begås mod et almindeligt menneske, men, lad os sige, mod en Guds mand som Sheikh al-Jilani, eller, for eksempel, ikke mod en bevægelse eller et almindeligt samfund, men et samfund som Naqshbandi-ordenen og, for at gøre sagen endnu værre, hvis det, der begyndte som en simpel begivenhed af at sige dårlige ting, bliver udbredt gennem massemedierne, hvis det derpå bliver en stor bagvaskelseskampagne, er det så frygtelig en synd, at den kan føre til tab af troen; der er veje i enhver synd, der fører til mangel på tro. Det er så dødelig en forbrydelse, at, hvis man talte imod Sheikh Naqshbandi, ville man bagvaske hele den gyldne kæde af helgener af Naqshbandi-ordenen. Disse mennesker har med det lys, de modtog fra deres Sheikh, oplyst verdenen siden den gang, de levede op til vor tid. De har altid været spirituelle guider for folk. Tænk på, hvor ondt det er at ødelægge dette lys. Og hvis forbryderen gør gerningen endnu værre ved at stemple de mennesker, de bagvasker, med navne, der ender på –ist … da vil det blive meget svært for bagvaskeren at komme i Paradis uden at bede om tilgivelse fra hvert medlem af det samfund; Guds Budbringer sagde "Lad være med at bagvaske, for bagvaskelse er værre end hor. Hvis et menneske begår hor og angrer (lover at han aldrig vil gøre det igen), accepterer Almægtige Gud hans anger; men en bagvaskers synd vil ikke blive tilgivet, indtil han er blevet tilgivet af den person, han har bagvasket."

Men det er muligt, at den Mest Barmhjertige Herre kan bevilge ekstra velsignelser og tillade overtrædere at møde de mennesker, de har bagvasket, og Han kan sige "giv denne Min tjener tilgivelse." Men sådan en lykkelig hændelse afhænger af en overraskelsesvelsignelse; tjenesteskab er ikke bygget på ekstra velsignelser. Det er af denne grund, at troende skal forsøge på at holde sig borte fra alle former for bagvaskelse, så de ikke kommer til at møde så frygtelig en afslutning. De bør skåne deres tunger for sådanne hæslige ord og rense deres sind for onde tanker og følelser. For at undgå en katastrofe, der er værre end hor, bør de undgå selv den mest betydningsløse negative udtalelse og frelse sig selv fra at begå den største synd uden at vide det. For at undgå at få en del af zaqqum træet i Helvede, skal de konstant søge tilflugt i Gud og være på vagt overfor alle slags katastrofer ytret af tungen eller pennen.

En sådan grad af fitna

Det samme kan siges om fitna, der er nært knyttet til vort emne. Faktisk har ordet fitna betydninger som "afvigelse, sindsforvirring, adskille sig, falde for noget, synde, vantro, blændende skønhed, ejendom og børn, at prøve nogen, tortur, ulykke alle vanskeligheder." Man kan finde dette ord, eller afledninger af samme rod, i næsten tres vers i Koranen. Mens bare en uenighed mellem to mennesker kan kaldes for fitna, bliver handlinger, der sigter på at sprede vantro, vende folk bort fra Guds vej og anstifte terror i samfundet også kategoriseret som fitna. Forsætligt forårsage splid eller had mellem to mennesker eller at få to mennesker til ikke at kunne lide hinanden er fitna, og det er en hæslig synd; men fitna har også en type, der er så slem, at den vækker guddommelig vrede; den kan ikke anses som lige med de andre typer fitna, for den kan få nogen til øjeblikkeligt at styrte i en afgrund i Helvede og afslutte deres glæde i begge verdner. For derfor ikke at stå overfor så frygtelig en afslutning, skal vi holde os på afstand af selv den mindste slags fitna og udrydde de ord og handlinger, der kan føre til fitna, fra begyndelsen inden de bliver til store forbrydelser.

Koranen erklærer, at "fitna er værre end at dræbe …" (Baqara 2:191) Det vil sige, selv hvis alle slags fitna ikke er ligesom drab, er der en type fitna, der er endnu værre end mord. For eksempel at prøve på at sprede vantro gennem rå magt, gøre muslimer fremmede overfor deres egne værdier og gøre unge generationer fremmede overfor deres egne åndelige værdier og dermed kaste dem ud i en frygtelig lidelse i begge verdner, er alle så alvorlige overtrædelser, at de er langt farligere end at myrde et uskyldigt menneske.

I nogle mord er fitna og mord blandet sammen. For eksempel myrder en eller anden en vigtig personlighed og forsvinder. Derpå bliver et uskyldigt menneske eller en gruppe beskyldt for mordet. Derfor bliver situationen til en blodfejde. Både offerets støtter og den bagvaskede gruppe lider. Således er mordet ikke begrænset til en enkelt hændelse; det bliver fulgt af gensidige beskyldninger og det bliver til en stor fitna. Til sidst er en ustillelig kæde af fitnaer blevet sat i gang og resulterer i en tilstand af anarki, hvor tusinder af mord bliver begået.

Ulykkeligvis har sådanne slags fitnaer fundet sted i Islams historie, og sådanne handlinger har avlet langt værre resultater end et enkelt mord. For eksempel var mordet på den anden Kalif, Umar ibn al-Khattab, ikke bare et simpelt mord, endda yderligere, for som Hudayfa al-Yamani fortalte, var Umar en lukket port overfor fitna. Efter hans martyrium blev porten åbnet; eller rettere, den blev brudt ned. Her vil vi eksaminere denne begivenhed i lidt flere detaljer. En dag spurgte Umar Hudayfa om de ord, Guds Budbringer beskrev fitna med som svulmer som bølger i havet. Hudayfa svarede, "Oh de troendes leder, der er ingen fare for dig fra denne fitna; for der er en låst dør mellem den og dig." Da Umar spurgte "Vil den dør blive åbnet eller blive brudt ned?" svarede Hudayfa "Den vil blive brudt ned." Så vil den ikke blive låst igen indtil verdens slutning." Da en af Hudayfas venner spurgte til den dør, var hans svar: "Den dør er Umar selv." I denne henseende kan drabet på Umar ikke tages som et almindeligt mord; det var nedbrydningen af den dør, der blokerede for fitna, og åbningen for vejen af fitnaer til at fortsætte til verdenens ende. Koranens erklæring vedrørende et uskyldigt menneskes morder, om at de vil blive i Helvede i evig tid, må overvejes med mordere ligesom Umars drabsmand.

Hvilket frygteligt endeligt!

Ibn Abbas og nogle af imamerne fra den generation, der fulgte efter Profetens Ledsagere, udledte af følgende vers, at den, som begår mord vil lide evig straf i Helvede: "Enhver, der med overlæg dræber en troende, er hans betaling (i det Hinsidige) Helvede, for at tage bolig der; og Gud har aldeles forbandet ham, udelukket ham fra Hans nåde og gjort en frygtelig straf klar til ham." (Nisa 4:93)

Nogle fortolkere af Koranen har gjort en anden bemærkning: På samme måde som en morder fortjener at blive henrettet som gengæld for den forbrydelse, de har begået, må den samme straf gives til den, som har dræbt hele menneskeheden. Man kan ikke give nogen større straf. På samme måde da straffen for mordet på et enkelt menneske er evigt Helvede, må straffen for en, der har myrdet hele menneskeheden være den samme. Derfor er en person, der har myrdet et enkelt menneske ligesom en, der har myrdet hele menneskeheden.

Den guddommelige erklæring "Med sikkerhed tilgiver Gud ikke at der tilskrives Ham partnere; mindre end det tilgiver Han hvem, Han end vil." (Nisa 4:48) begrænser meningen i det vers, vi omtalte ovenfor. Men når vi ser på emnet i sin helhed vil vi se, at selvom det ikke var sandt, at alle mordere vil blive i Helvede til evig tid, findes der den slags mord, at den, der begår det, vil lide evig lidelse.

For at sammenfatte, ligesom der er forskellige grader af synd, som bagtalelse, bagvaskelse og fitna, har mord også forskellige grader som forbrydelse, afhængig af offerets identitet og status samt de resultater, det vil føre med sig. Uanset hvem offeret er, er mord en alvorlig forbrydelse; men drab på en hærchef eller et statsoverhoved er ikke det samme som at dræbe en almindelig borger, med hensyn til kæden af begivenheder, der følger. Igen vil et mord, begået i den Hellige Moske i Mekka, hvor det er forbudt bare at dræbe et insekt eller plukke blade af træerne, ikke være lige med et mord, begået et andet sted. Det er af denne grund, at Ibn Abbas betragter det at dræbe en Profet eller leder af de troende svarer til at dræbe hele menneskeheden. Derfor vil de, som henretter en person, hvis skæbne er knyttet til en nations skæbne, have udstedt en dødsdom for en hel nation. De, som forgifter eller forgiver en handlingens mand, som viede sig til hele menneskehedens frelse, kan man anse som at have forgiftet en hel nation; vi kan endda sige, at de har forgiftet Profeten Muhammad og hans Ledsagere. Dette er så stor en uhyrlighed, at selvom de, de har begået den, skulle være troende, kan de aldrig finde vej til Paradis, medmindre de bliver tilgivet af hele menneskeheden.

Så for at undgå at begå sådan en stor forbrydelse skal man holde sig fra enhver slags mord. Lignende farer og det samme princip gælder stadig for vore dages mennesker. Da Hasan al-Basri blev spurgt "gælder det samme princip stadig for os?" svarede han: "Jeg sværger ved Gud den Almægtige, udover Hvem der ikke findes andre guder, at ja, det gør; for blodet af Israels Børn er ikke mere værdifuldt end vort blod."

Man kan konkludere, at alle slags uretfærdige mord er store synder; men vi kan tale om forskellige grader, afhængig af tiden, stedet, offerets identitet og hans status.

Tweet

Whatsapp