Gud har givet materiel velstand, komfort, status og prestige til nogle mennesker. Til andre har Han givet fattigdom, elendighed og ulykke. Hvad er meningen med disse forskelligheder?

Sådanne spørgsmål bør kun stilles, hvis man oprigtigt ønsker at lære om den virkelige Guddommelige årsag, der ligger bag sådanne forskelligheder. At spørge angående det Guddommelige dekret i nogen anden ånd er en synd.

Gud giver materiel rigdom til hvem, Han vil, og på en hvilken som helst måde Han vil. På samme måde pålægger Han fattigdom på den, Han vil, og på hvilken måde Han vil. Som modstykke til spørgsmålet bør det nævnes, at rigdom kan for eksempel overtages ved arv, sådan at én, der før var fattig, kan pludselig blive rig. Der er også visse personlige træk, så som intelligens, list, sparsommelighed og håndtering af værdier, der kan arves genetisk. Og der findes folk, der kan administrere værdier, position og muligheder, men for hvem omstændighederne ikke har skabt muligheder for at komme i nærheden af sådanne værdier.

Profeten er blevet citeret for at have sagt, at Gud giver denne verdens goder til hvem, Han vil, men kun viden til dem, der beder Ham om det. Til trods for at denne Hadith har en svaghed i fortællerkæden, er den skelsættende. Materielle værdier kan ikke kun ses som et gode. Undertiden giver Gud materiel overflod til den, der har bedt om materielle værdier, men andre gange gør Han det ikke. Sandheden er, at der kun ligger godt i det, Han giver, det være sig rigdom eller fattigdom. For den person, der gør gode gerninger, f.eks. ved at give penge til en fattig nabo, for ham bliver rigdommen frugtbar. På den anden side; hvis der er tale om en person, som bruger sine penge på ting, der holder ham væk fra Gud, så bliver pengene til et onde for ham. Omvendt, hvis en fattig person hver dag forbander sin situation og bliver vred på Gud, fordi han er fattig, så bliver fattigdommen også et onde for ham. Med andre ord; den, der ikke underkaster sig Gud og ikke oprigtigt forsøger at handle ud fra Islam, vil indse, at uanset hvilken økonomisk situation han er i, så vil det skabe frustration.

"Og vid, at jeres ejendom og jeres børn kun er en prøvelse, og at det er hos Allah, den største belønning er." (Sura al-Anfal, 8:28)

Vi burde her huske på denne Hadith: "Blandt jer er der mennesker, der vil løfte deres hånd og sværge ved Gud. Han giver dem, hvad de end beder om, og lader dem aldrig sværge falsk. Ber'a Ibn Malik er en af disse mennesker." (Bukhari, Sulh 8, Muslim, Qasama, 24)

Ber'a Ibn Malik var en ledsager, som levede sit liv i yderste fattigdom. Han havde intet at spise og intet sted at sove. Han og hans ligemænd var lasede i tøjet, men de blev elsket og værdsat for deres oprigtighed og renhed. Det var dem, der blev værdsat og deres handlinger, der blev hædret ved profetens forsikringer om, at de ville komme til at rangere blandt dem, der ikke bliver fornægtet noget, de bad om, og at Gud aldrig ville lade dem sværge falsk, hvilket vil sige, at Gud selv vil holde de løfter, de afgav.

Det er blevet nedskrevet, at engang, da Umar trådte ind i profetens værelse, kunne han på profetens ryg se mærker af den hårde måtte, han havde sovet på. Han blev rørt til tårer og kom i tanker om, hvordan byzantiernes og persernes herskere levede i luksus, mens Guds Profet sov på en grov måtte. Profeten sagde til ham: "Accepterer du ikke, at de skal få denne verden, og vi skal få den kommende?" (Ibn Madja, Zuhd, 11). Det var derfor Umar, efter han blev khalif, selv fortsatte med at leve på et eksistensminimum og aldrig ønskede sig et komfortabelt liv, også selv da Byzantiums værdier nogle år senere begyndte at strømme ind i khalifatets kasse.

Det er ikke fattigdommen i sig selv, der er af det gode, men snarere sindets tilstand, når det er blevet disciplineret og har vundet over selvet (al-nafs), og opmærksomheden i stedet er blevet rettet mod det evige liv. For at opnå denne sindstilstand kan det være nyttigt at leve i fattigdom, men der kan i nogle menneskers fattigdom være uro og indre konflikt, som vender det væk fra Gud. På samme måde kan overflod og materiel velstand gøre et menneske stolt og selvtilstrækkelig, så det ender med at overse sine medmennesker og blive uopmærksom på sin gæld til Gud. Den sikreste vej for et troende menneske er at forstå, hvor vigtigt det er at være tilfreds med det, man er blevet givet og være overbevist om, at det Gud giver, er nøjagtigt, det man har behov for i sin egen udvikling. Uanset omstændighederne må en troende søge at sikre velfærden for sine medmennesker og både inderst og yderst stole på Den Almægtige og Nådefulde. Under alle omstændigheder er det bedste at indse, at denne verden kun er et stoppested på vejen til vores evige destination, som det er beskrevet i dette digt:

Jeg accepterer, min Herre,
hvad der end kommer fra Dig.
For hvad der end kommer til mig fra Dig,
er til mit bedste;
Om det er en kappe eller en ligklæde
Om det er en torn,
eller en frisk sødtduftende rose
Det kommer med Dine velsignelser,
det er mit gode, der kommer.

Tweet

Whatsapp