Islam er en Religion af Tolerance
Islam er et ord, der stammer fra rødderne silm og salamah. Det betyder at overgive sig, vejledning til fred og tilfredshed og oprettelse af sikkerhed og enighed.
Islam er en religion af sikkerhed, beskyttelse og fred. Disse principper gennemsyrer muslimernes liv. Når de står i bøn, cutter de forbindelserne til denne verden, vender sig til deres Herre i tiltro og lydighed og står i opmærksomhed i Hans Nærvær. Når de afslutter bønnen, som vendte de atter tilbage til livet, hilser de dem på højre og venstre side ved hilsener og ønske om fred: "Forbliv sikker og i fred." Med ønsker om sikkerhed og beskyttelse, fred og tilfredshed, vender de atter tilbage til den almindelige verden.
Det er en af de mest velgørende handlinger i Islam at hilse hinanden og ønske sikkerhed og fred. Da Profeten blev spurgt om hvilken handling, der i Islam er den mest gavnlige, svarede han: "At bespise andre og hilse dem, man kender og ikke kender."[1]
Beskylde Islam for Terrorisme
Hvor ulykkeligt det dog er, at Islam, der er baseret på denne forståelse og ånd, i nogle kredse er synonymt med terrorisme. Det er en stor historisk fejltagelse, for når et system, baseret på sikkerhed og tillid, pakkes ind i et slør af terrorisme, viser det, at Islams ånd forbliver ukendt. Hvis man søger Islams sande ansigt i dens egne kilder, historie og ægte repræsentanter, ser man, at den ikke rummer nogen barskhed, råhed eller fanatisme. Det er en religion af tilgivelse, eftergivenhed og tolerance, og den har fostret helgener og prinser af kærlighed og tolerance, som Mawlana Rumi, Yunus Emre, Ahmed Yasawi, Bediüzzaman og mange andre, så smukt har beskrevet. De brugte livet på at prædike tolerance, og hver af dem blev en legende i sin egen levetid og en legemliggørelse af kærlighed og tolerance.
Afhængigt af omstændighederne er jihad en sag om selvforsvar eller at fjerne forhindringer mellem Gud og menneskets frie valg. Vor historie er fuld af eksempler, der viser hvordan dette princip er blevet indført i livet.
Selvfølgelig findes der og burde være lejligheder, hvor krig er uundgåelig. Men de Koranvers om jihad, der blev åbenbaret til særlige forhold, er blevet generaliseret af nogle kortsynede individer. Mens krig er en sag af andenrangsbetydning, har den fået prioritet som et væsentligt emne. Sådanne mennesker forstår ikke Islams sande mening og ånd. Deres fiasko med at etablere en ordentlig primær-sekundær balance får andre til at konkludere, at Islam taler for ondskab og had i sjælene, hvorimod sande muslimer er fyldt med kærlighed og lidenskab overfor hele skabelsen. Desangående er de næste par verselinier helt passende:
Muhammad blev født af kærlighed,
Hvad kan fødes af kærlighed uden Muhammad?
Kærlighed er skabelsens essens
Menneskehedens Stolthed var et kærligt og lidenskabeligt menneske. Et af hans navne var Habibullah (Gud's Elskede). Udover at betyde én, der elsker, betyder habib også én, der bliver elsket, én, der elsker Gud, og som Gud elsker. Sufimestre som Imam Rabbani, Mawlana Khalid og Shah Waliyyullah erklærer, at kærlighed er endestationen på den spirituelle rejse.
Gud skabte universet som en manifestation af Hans kærlighed til Sine skabninger, især menneskeheden, og Islam blev det klæde, der er vævet af denne kærlighed. Med Bediüzzamans ord er kærlighed skabelsens essens. På samme måde som en moders kærlighed tillader kirurgen at operere på hendes syge barn, tillader jihad krig, hvis det er nødvendigt, for at bevare så fundamentale menneskerettigheder som retten til liv og religiøs frihed. Jihad betyder ikke udelukkende krig.
Engang sagde en ven til mig: "Du møder enhver, uden undtagelse og uanset tro, og det bryder muslimernes spændinger. Men det er et islamisk princip at elske det eller den, som skal elskes på Gud's vej, og at misbillige det eller den, der skal misbilliges på Gud's vej." Dette princip bliver faktisk ofte misforstået, for i Islam skal hele skabelsen elskes, ifølge reglen om kærlighed på Gud's vej.
"Misbilligelse på Gud's vej" gælder kun følelser, tanker og egenskaber. Således bør vi misbillige ting som immoralitet, vantro og polyteisme, men ikke dem, der deltager i det. Gud skabte menneskeheden som ædel, og alle har, til en vis grad, del i denne ædelhed. Engang stod Hans Budbringer, i respekt for menneskeheden, da et begravelsesoptog for en jøde drog forbi. Da Profeten blev mindet om at den afdøde var jøde, svarede Profeten: "Men han er et menneske", og viste dermed den værdi, Islam tillægger menneskene.
Det viser, hvor højt, Profeten respekterede hvert menneske. Udfra det kan visse muslimske individers og institutioners selvproklamerede engagement i terrorhandlinger aldrig godkendes af Islam. Årsagerne skal findes i dem selv, deres falske fortolkninger samt andre faktorer og motiver. Islam støtter ikke terror, så hvordan skulle en muslim, der forstår Islam rigtigt, blive terrorist?
Hvis vi, indenfor disse rammer, undtager bestemte perioder og individer, er tyrkernes forståelse af, hvad Islam tillader at fortolke, korrekt og positiv. Hvis vi globalt kan sprede forståelsen hos kærlighedshelte som Niyazi-i Misri, Yunus Emre og Rumi, hvis vi kan udstrække deres budskaber om kærlighed, dialog og tolerance til de, der tørster efter dette budskab, vil alle løbe mod den omfavnelse af kærlighed, fred og tolerance, vi repræsenterer.
Islams definition på tolerance er så udstrakt, at Profeten forbød verbal tilsmudsning, endogså af ikke-troende. Eksempelvis døde Abu Jahl inden han tog imod Islam på trods af Profetens anstrengelser. Hans vantro og fjendskab mod Profeten var så stort, at han fortjente titlen Abu Jahl: Uvidenhedens og Ulydighedens Fader. Hans utrættelige modstand mod Islam var en torn i siden på muslimerne.
På trods af det fjendskab advarede Profeten engang en af sine Ledsagere, der talte fornærmende om Abu Jahl, i et selskab, hvor dennes søn, Ikrimah, var til stede: "Lad være med at såre andre ved at kritisere deres fædre."[2] Ved en anden lejlighed sagde han:
"Det er en stor synd at forbande éns moder og fader." Ledsagerne spurgte: "Oh Gud's Budbringer, ville nogen da forbande deres forældre?" Profeternes Prins svarede: "Når én forbander en andens fader, og den anden forbander éns egen fader til gengæld, eller når nogen forbander en andens moder og den anden gør det samme til gengæld, vil de have forbandet deres forældre."[3]
Mens Barmhjertighedens Profet var usædvanligt sensitiv, når det drejede sig om at respektere andre, er der muslimer i dag, der retfærdiggør deres frastødende adfærd med basis i religionen. Hvilket viser, at de ikke har forstået Islam, der ikke har plads til ondskab og had.
Koranen presser stærkt på for tilgivelse og tolerance. I et vers siger den om de fromme: De sluger deres vrede og tilgiver folk. Gud elsker dem, der gør godt (3:134). Med andre ord gør muslimer ikke gengæld, når de verbalt bliver overfusede eller angrebet. Som Yunus siger handler de, om muligt, som om de ikke har hænder eller tunge at svare med og intet hjerte at harmes over. De sluger deres vrede og lukker øjnene for andres fejl. De ord, der er valgt i dette vers er meget meningsmættede. Kazm, der oversættes til at sluge, betyder rent faktisk at sluge noget ligesom en torn, der ikke kan sluges; så det betyder at sluge éns vrede, uanset hvor svært det er. I et andet vers der, mens det fortæller om de troendes egenskaber, siger: Når det hænder, at de går forbi noget forfængeligt og nyttesløst, passerer de det med værdighed (25:72).
Når vi betragter Gud's Budbringers ophøjede liv, må fred og velsignelser være med ham, ser vi, at han altid praktiserede Koranens forskrifter. For eksempel, da en Ledsager engang angrede en synd og indrømmede: "Jeg har begået utugt. Uanset hvad min straf er, giv mig den og rens mig." Profeternes Prins svarede: "Vend tilbage til din anger, for Gud tilgiver alle synder."[4] Denne hændelse gentog sig tre gange. En anden gang var der en Ledsager, der klagede til ham over én, der havde stjålet hans ejendele. Men da straffen skulle udføres, sagde Ledsageren: "Jeg har skiftet mening og vil ikke forfølge min sag. Jeg tilgiver dette menneske." Profeten spurgte: "Hvorfor bragte du denne sag for retten? Hvorfor tilgav du ham ikke fra begyndelsen?"[5]
Når sådanne eksempler studeres i deres originale kilder, står et klart, at den metode, som de som handler udfra fjendskab og had, som betragter alle andre med vrede og som sværter andre til med udtryk som vantro, er u-islamisk, for Islam er en kærlighedens og tolerancens religion. En muslim er en person af kærlighed og varme, som undgår enhver slags terrorhandling og som ikke nærer noget ondskab og had mod nogen eller noget.
[1] Abu Dawud, Adab, 142.
[2] Hakim, al- Mustadrak, 3:241; Muttaqi al- Hindi, Kanz al- Ummal,13:540
[3] Muslim, iman, 145; Tirmidhi, Birr,4
[4] Muslim, Hudud, 17, 23; Bukhari, Hudud, 28
[5] Abu Dawud, Hudud, 14(4394); Nasai, Sarik, 4 (8,68)
- Oprettet den .